OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

torsdag den 28. september 2017

Alternative für Deutschland, Trump og Scavenius – ikke nazisme

Præsident Trump fik for nylig megen kritik for sine kommentarer om et alvorligt sammenstød mellem højreorienterede demonstranter, der ville bevare gamle statuer af Sydstaternes generaler fra den amerikanske borgerkrig, og venstreorienterede moddemonstranter. Ved sammenstødet kørte en formentlig psykisk syg højreorienteret ind i et antal venstreorienterede, og en kvinde omkom af sine kvæstelser.

Trump kunne som sædvanlig ikke nære sig for at udsende en strøm af kommentarer på Twitter om sagen og fik udtrykt sig så klodset, at han vakte forargelse i vide kredse. Herved druknede en vigtig omstændighed ved sammenstødet: Det viste endnu en gang, hvor rabiate og voldsparate også de venstreorienterede i USA er. Ligesom i Vesteuropa, senest bevist ved G20-topmødet i Hamburg i sommeren 2017, hvor AFA'ere hærgede byen.

På tilsvarende vis er en af lederne i Alternative für Deutschland, Alexander Gauland, kommet galt afsted, da han har rost de tyske soldaters indsats i de to verdenskrige. Især er man forarget over inddragelsen af 2. Verdenskrig.

Men Gauland siger jo ikke andet, end hvad den radikale danske udenrigsminister Erik Scavenius sagde i sommeren 1940, hvor han udtrykte benovelse over ”de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring”. I 1941 gik han endda videre og meldte Danmark ind i Antikominternpagten mod Sovjetunionen og gjorde derved Danmark delvis til en af Aksemagterne! Og hans regering opfordrede unge danskere til at melde sig til Frikorps Danmark, som kæmpede som en del af den tyske hær mod Sovjet! Ikke underligt, at især Sovjet – og også England og USA – så med stor skepsis på Danmark i resten af krigen.

Jeg har spekuleret over, om den danske samarbejdspolitik var en medvirkende årsag til, at russerne i maj 1945 bombede Bornholm – de bombede som bekendt ikke de tyske tropper, de bombede Rønne og Nexø. Var det tak for sidst for Scavenius’ nazi-medløb?

Nå, men Gauland skulle naturligvis have taget de nødvendige forbehold: Selvom den tyske hær rent fagligt udførte fantastiske præstationer i begge verdenskrige, var der også skæmmende forhold: I Første Verdenskrig var der rapporter om krigsforbrydelser mod især den belgiske civilbefolkning, og i den Anden Verdenskrig er der i hvert fald tre problemer:

For det første var det en tysk angrebskrig. Dette er dog et elastisk begreb: Sovjetunionen angreb Finland i 1939 og angreb Polen og de baltiske lande i 1941- og sad alligevel som meddommere i Nürnbergprocessen mod de nazistiske krigsmagere, hvor de burde have siddet på anklagebænken sammen med tyskerne.

For det andet var det netop de store tyske militære sejre, der muliggjorde andre tyske organisationers massemord på sagesløse i de erobrede områder.

For det tredje var flere tyske enheder skyldige i krigsforbrydelser – ikke kun på individuel basis, det vil forekomme alle vegne. Men hele enheder, især på Østfronten, begik massemord på fanger og civile.

Disse tre forbehold skulle Gauland og alle andre, der roser den tyske værnemagts indsats i Anden Verdenskrig, have taget med.
.

Men, men: At kalde Trump eller Alternative für Deutschland (AfD) for nazister er hovedløst. Nazismen var ikke blot en politisk – socialistisk og chauvinistisk – bevægelse; den kan kun forstås, hvis man ser på dens metoder: Ubegrænset anvendelse af ulovlig vold for at nå sine mål, altså en forbryderbande. Så hvem ligner mest Hitlers socialistiske gangstere: Trump? AfD? Eller AAF, dvs ”Antifascistisk Aktion”?

lørdag den 23. september 2017

Islamisk terror med lastbiler - et forslag til forebyggelse

Når man får ideer om vigtige samfundsforhold, bør man ikke holde dem for sig selv. Derfor har jeg sendt følgende til Politiets Efterretningstjeneste:

Forslag til terrorsikring af offentlige rum – alternativ til ”koranklodser”

I de seneste år har de vestlige lande måttet vænne sig til terrorangreb på tilfældige borgere ved anvendelse af lastbiler og varevogne, der anvendes til uden varsel at køre så mange fodgængere som muligt ned. Denne terrorrisiko kan kun formodes at fortsætte i de nærmeste år. Som forsvar har myndighederne opsat betonplinte (”koranklodser”) ved flere og flere befærdede steder i byerne. Disse betonklodser virker i sagens natur hæmmende på den almindelige færdsel og er også skæmmende. Der er også rejst tvivl om, hvorvidt de virkelig kan standse en lastbil i fuld fart. Derfor et alternativt forslag til overvejelse hos eksperterne:

Kan man ikke standse terroristers køretøjer (og i øvrigt andre vildfarne køretøjer) med følgende: Tre stålbjælker af passende godstykkelse af formentlig 70-80 cm længde, bukket og svejset eller boltet sammen, så de er vinkelret på hinanden, og placeret, så de to hviler på jorden og peger ud mod kørebanen, mens den tredje peger lodret opad. Som de tre akser i et tredimensionalt (rumligt) koordinatsystem. Hvis en lastbil eller andre køretøjer kører mod den, vil de to vandrette ben svippe op i bunden af køretøjets motorrum eller forhjulsophæng og bringe det til standsning.

I virkeligheden er der tale om en halv ”spansk rytter” eller mere præcist ”tjekkisk pindsvin”, der jo er designet til at bringe selv kampvogne til standsning. Ved terrorsikring skal man stadig kun standse civile køretøjer.

En halv spansk rytter/tjekkisk pindsvin vil kunne anbringes, så de vandrette ben er nedfældet i underlaget. Det opadpegende ben kan benyttes til skiltning, støtte til bænke o.s.v. Det vil være langt mindre hæmmende for den normale færdsel og være langt mindre skæmmende.


Spørgsmålet er selvsagt, om den vil være effektiv, og gerne mere effektiv end de nuværende betonplinte, ligesom prisen vil være af betydning.

Mvh
GB

Nu afventer jeg reaktionen.

fredag den 22. september 2017

Nordkorea efter diktatoren – et forslag

De senere år er det blevet kritiseret, at man – især USA – ikke havde en plan for, hvad der skulle ske efter en militær indgriben i et fremmed land. Irak er det værste eksempel, Syrien kan også nævnes.
Sådan behøver det ikke at være. Under Anden Verdenskrig udarbejdede de Allierede planer for, hvordan Europa skulle organiseres efter Nazitysklands nederlag. At disse planer udviklede sig katastrofalt for Østeuropa, er så en anden sag. For Vesttyskland havde man en anden plan, og den blev fulgt med stor succes.

Det må derfor være passende at overveje, hvad der skal ske i Nordkorea, hvis eller når det nuværende kommunistiske familiediktatur forsvinder.

Det forekommer nærliggende, at Nordkorea genforenes med Sydkorea. Det vil antagelig være begge landes befolkningers overvejende ønske. Og det må være Sydkoreas politiske og økonomiske system, der kommer til at blive gældende i et samlet land
.
Problemet er Kinas, og måske Ruslands, reaktion herpå. Sydkorea er militært allieret med USA, og Kina ønsker ikke, at USA's militære tilstedeværelse rykker tættere på. Men kunne man ikke blot vedtage, f.eks. i FNs Sikkerhedsråd og/eller ved en international konference, at det nuværende Nordkoreas territorium efter en genforening skulle være afmilitariseret område, og at dette skulle overvåges af FN-observatører med støtte af FN-tropper? Det vil ikke stille Kina ringere sikkerhedsmæssigt end den nuværende helt uforudsigelige situation. Og hvis USA's garanti for Sydkoreas sikkerhed fortsat opretholdtes, men kun for det nuværende område, ville det heller ikke stille Sydkoreas befolkning ringere end i dag. For Nordkoreas befolkning vil næsten enhver ændring være et fremskridt.

Man har også nævnt, at Kina skulle være bekymret for den flygtningestrøm, der ville følge efter et sammenbrud af Nordkorea. Men for det første har kommunist-Kina sikkert midlerne til at håndtere sådan en situation, for det andet vil Sydkorea uden tvivl være klar til at modtage sådanne flygtninge.


Så det må være muligt at finde en god løsning for et samlet Koreas fremtid. Problemet er snarere at blive af med det nuværende Nordkoreanske diktatur. Her er Kina nøglen, uanset hvilken metode stormagterne kan blive enige om. Man kunne håbe, at en efterfølgende organisering af forholdene i Korea som skitseret ovenfor forekommer Kina bedre end den nuværende situation, der stadig forværres.

fredag den 7. juli 2017

Elefanthuset i Københavns Zoo in memoriam: En efterskrift

Pudsigt nok er der her for nylig udgivet en bog: ”Zoologisk Have – Dyrenes boliger”, hvor forfatteren gennemgår alle de prægnante bygninger, der har huset dyrene i Københavns Zoo fra 1859 til i dag. Her findes også en fyldig, illustreret beskrivelse af Elefanthuset fra 1914, der smerteligt gør det klart, hvad der er blevet tilintetgjort. Forfatteren, arkitekt MAA Jørgen Hegner Christiansen, opsummerer sin beskrivelse således:

 "Huset er af Kulturstyrelsen erklæret bevaringsværdigt i kategori 2, og som det fremgår af ovenstående, er det hævet over enhver tvivl, at der er tale om et enestående hus, både i dansk arkitekturhistorie og i international zoo-arkitektur."

Alligevel blev huset ofret af de "ansvarlige" - i ordets egentlige betydning. Skam få de borgerlige politikere i Frederiksbergs Kommunalbestyrelse og på Christiansborg, der kunne have forhindret det – socialdemokrater og radikale kan vel ikke skuffe. Kun Enhedslisten, af alle, ville bevare kulturarven. 

Endnu mere pudsigt er det, at bogen anmeldes i Zoologisk Haves kvartalsskrift ”Zoo-nyt” fra sommer 2017. I anmeldelsen opregnes de vigtigste bygninger gennem Zoos historie – men Elefanthuset omtales ikke her! Det gør den gamle, ligeledes nedrevne, hovedindgang heller ikke. Ude af øje, ude af sind – eller hvad?

Er vi blevet fuldstændig historieløse? Vor nuværende statsminister har jo erklæret, at han ikke interesserer sig for historien, og skolens historieundervisning er også for længst blevet lemlæstet af 1968’ernes modediller. Men hvis vi glemmer vore rødder – hvem og hvad er vi så?


Der er meget at rette op på, hvis et rigtigt borgerligt parti engang skulle få noget at skulle have sagt. 

tirsdag den 20. juni 2017

Elefanthuset i Zoo revet ned - hvis er ansvaret?

Der er andet i livet end politik og penge – f.eks. vor fælles kulturarv.

Således byggede Zoologisk Have i København i 1914 et imponerende elefanthus, der både var flot, majestætisk og moderne for sin tid. Et vidnesbyrd om arkitekturens og håndværkets stade dengang, ligesom Københavns Rådhus, Hovedbanegården og flere andre bygningsværker fra den tid. Alle, der har besøgt Zoo, kender Elefanthuset og er fortrolige med det. Som Realdania skrev i forbindelse med et nyt projekt: ”Det gamle tempelagtige Elefanthus i Københavns Zoologiske Have er en del af kulturarven for de fleste københavnere.”

Men kravene til dyrenes velfærd udvikler sig, og Zoo fik et nyt elefantanlæg i 2008. Så kunne man have forventet, at haven f.eks. straks havde udskrevet en konkurrence om andre anvendelser for det imponerende gamle Elefanthus; men i stedet satte man gitterhegn op om huset – og lod det forfalde.
Så for et par år siden fik Zoo en aftale i stand med Kina om udlån af to pandaer, og man mente ikke, at et anlæg til disse dyr kunne placeres andre steder end lige der, hvor elefanthuset lå. Derfor bad Zoo i foråret 2017 Frederiksberg kommune om tilladelse til at rive Elefanthuset – der var erklæret bevaringsværdigt - ned!

Dette medførte en strøm af protester, der både henviste til bygningens arkitektoniske og kulturhistoriske værdi, og at man i andre europæiske storbyer havde valgt at bevare tilsvarende eller ældre elefanthuse og benytte dem til helt andre formål. Men kommunens By- og miljøudvalg valgte at ignorere indvendingerne og henviste til, at bygningen nu var i en stand, så det ville blive bekosteligt at sætte den i stand, og at man ville få et pandaanlæg, der var ”fantastisk”. Man gav derfor tilladelse til nedrivning.

Jeg selv havde hidtil troet, at de kompetente myndigheder ville redde huset. Nu forstod jeg, at det ikke var tilfældet, og at den eneste chance var højere myndigheder, dvs Det særlige Bygningssyn eller Kulturministeren. Jeg skrev derfor nedenstående indlæg til Berlingske, som blev bragt d.18. juni 2017:

”Er det virkelig alment accepteret nu, at Zoologisk Have river det klassiske Elefanthus ned? Det er en af Frederiksbergs mest interessante og monumentale bygninger, og det er en ganske speciel del af vor kulturarv, både arkitektonisk, håndværksmæssigt og natur- og kulturhistorisk.

Begrundelsen for nedrivningen er, at der skal gøres plads til et nyt anlæg til de to kinesiske pandaer, der ankommer i 2018. Men hvorfor kan det ikke placeres i Søndermarks-afdelingen? Om nødvendigt kunne man måske inddrage en lille bid af Søndermark-parken.

Den anden begrundelse for nedrivning af Elefanthuset er, at det er dårligt vedligeholdt. Så hvis det lykkes at bevare det, skal det sættes i stand. Det har Zoo ikke penge til, men der er mange fonde, der yder tilskud til den slags – først og fremmest Realdania, men andre gode kræfter vil uden tvivl også hjælpe. Efter istandsættelse kan Elefanthuset være en unik ramme for utallige formål: Udstillinger, foredrag, møder, cafeteria – kun fantasien sætter grænser.

Det er ikke sandsynligt, at Frederiksberg Kommunalbestyrelse vil udarbejde en bevarende lokalplan, der ellers ville forhindre en nedrivning. Men så må statslige myndigheder gribe ind nu.
Et byggeri af Elefanthusets slags ser vi ikke igen. Det ville være uansvarligt ikke at bevare det.”

Men grebet af en grum forudanelse tog jeg samme eftermiddag hen i Zoo for at se Elefanthuset, måske en sidste gang. Og hvad så jeg: Det var allerede forvandlet til et bjerg af murbrokker, på toppen af hvilket der tronede – nærmest triumferende - en hidsigtgul nedrivningsdozer med et enormt stålgab.

Vandalerne rykker hurtigt, når de får en åbning.

Så hvad kan vi lære af dette, nu hvor Elefanthuset er tabt for altid?

Jeg vil ikke bebrejde Zoos ledelse. Deres første prioritet er deres dyr, dernæst besøgende og personale. De bygninger, de har i deres varetægt, er åbenbart kun forbrugsgods, og de arbejder indenfor snævre rammer.

Nej, ansvaret ligger først og fremmest hos de politikere, som vi har givet magten – til gengæld for, at de passer på os og på de ting, vi værdsætter. Men de passer altså ikke bedre på vore værdifulde bygninger, end de f.eks. sørger for at skærme landet mod masseindvandringen fra Mellemøsten og Afrika, der kun lige er begyndt.

Dette ligger fint i forlængelse af, at Frederiksberg Kommune også fik den borgerlige regerings tilladelse i 2001 til at nedrive de historiske gasbeholdere ved Finsensvej. De kunne ellers også med lidt fantasi have været anvendt til nutidige formål, og også de var enestående monumenter om deres tid -   industrialiseringens barndom.

Herefter er ingen bygning sikker i Frederiksberg Kommune. Der rumles også hos naboerne, hvor emsige developere vil nedrive Paladsbygningen. Man krydser fingre.

Men hele sagen giver anledning til at fundere over, hvad der driver de ansvarlige politikere (og højere embedsmænd). Det burde være et ønske om at give vores velfungerende samfund videre, mens man påvirker det i den retning, man mener er bedst. Lad os håbe, at det er tilfældet, men der må være andre drivkræfter på spil, for det var jo ikke politikerne, der havde udtænkt Zoo-sagen. De gjorde blot, hvad de blev anmodet om.

Penge – levebrød! – spiller vel ind, men dog næppe for mange lokalpolitikere. Det er for de fleste kun en mindre bibeskæftigelse.

Men måske ønsket om magt? At kunne slå næven i bordet og brøle: Det bliver, som jeg har sagt, for det er bedst for almenvellet! At få opmærksomhed, fordi alle ved, at man betyder noget, bestemmer noget? Det forekommer sandsynligt, men så er det blot ærgerligt, at det, politikerne slår i bordet, for det meste er et gummistempel under andres beslutninger. Det gælder Elefanthuset, det gælder Europarådets og dets menneskeretsdomstols afgørelser, det gælder kansler Merkels mærkelige beslutninger om millionindvandring fra Mellemøsten, der jo fortsatte op på vore motorveje. Og det gælder EU.

Så de fleste politikere narrer sig selv og bestemmer ikke så meget. Det nu kun godt, når man ser, hvad der sker, når de virkelig smøger ærmerne op: De radikales udlændingelov af 1983 og palæstinenserlov af 1992, der har lettet masseindvandringen. Mogens Lykketofts ordre i 1995 om at standse elektrificeringen af jernbanerne, der førte direkte til IC4-skandalen. Anders Fogh Rasmussens indsats som skatteminister i 1980’erne med nedskæringer, der startede skattevæsenets deroute. Løkke Rasmussens nedskæringer på Forsvaret i 2011, der bragte det ned på godt det halve af det, han og andre havde lovet NATO-partnerne. Diverse gymnasie”reformer”, der har skabt kaos også i det system. Og man kunne blive ved.


Hvem kan man snart stemme på? DF og Nye Borgerlige? Så støtter man usaglige udflytninger af statsinstitutioner hhv. drakoniske nedskæringer. Ak og ve.

søndag den 14. maj 2017

Trumps første 100 dage og fire sure gamle mænd og en pæn lille skoledreng

For nogen tid siden passerede præsident Trump de første 100 dage i embedet, og TV2 havde i den anledning inviteret fire tidligere udenrigsministre i studiet: Uffe Ellemann, Mogens Lykketoft, Per Stig Møller og Holger K. Nielsen. De fire forhenværende var rørende enige, ligesom den øvrige elite, om, at Trump var forfærdelig og i øvrigt ikke havde nogen politik, og alt, hvad han rørte ved, slog fejl.

Jeg er ikke enig. Jeg er tværtimod kun blevet bekræftet i, hvad jeg har skrevet et par gange de sidste måneder: Trumps facon er forfærdelig, men muligvis effektiv i et TV-demokrati. Men han har absolut en politisk dagsorden: Stop for indvandringen fra den tredje verden og stop for skæve frihandelsaftaler, der skaber arbejdsløshed i Vesten. Og hans ministerhold træder gradvist i karakter: Tillerson, Mattis m.fl.

Og så er Macron blevet valgt til præsident i Frankrig. Her ser vi det modsatte: Hele etablissementet jubler over det friske pust, som dog er uden en klar politik.

De bliver klogere. Macron vil ikke ønske eller evne at gennemføre de nødvendige reformer af den franske økonomi. Tværtimod har han talt om en slags europæisk protektionisme, der strider direkte mod de fordele, der ubestrideligt er ved globaliseringen, nemlig frihandel mellemjævnbyrdige lande i hele verden. Han er et ægte produkt af Frankrigs ”grandes ecoles”, for hans vedkommende ENA, Ecole National d’Administration, hvor de unge kandidater lærer alle de hundekunster, der har gjort den franske centraladministration til det, den er, og Frankrig til det beskyttede værksted, det er.

Macron vil også kæmpe til den sidste franske arbejdsplads for at bevare Frankrigs medlemskab i Eurozonen. Han må som tidligere økonomiminister vide, at en valutaunion mellem så forskellige lande som Tyskland og Sydeuropa er katastrofal, men han er åbenbart så fanatisk unionstilhænger, at han vil prøve at ensarte landene for Euroens skyld. Det bliver ikke kønt at følge.

Macron vil næppe heller gøre noget effektivt ved migrantbølgen fra Den tredje Verden til Vesteuropa. Vi har kun hørt, at han vil prøve at tvinge Polen og andre lande til at modtage flere migranter.


Jeg tror, at Macron om fem år er lige så upopulær som den afgåede præsident, Hollande. Trump er jeg mere usikker på. Selv om han har flere fornuftsbaserede synspunkter, har han sin facon og handlemønster imod sig.

tirsdag den 18. april 2017

Indvandringens pris – 33 milliarder kroner hvert år

Så slap sandheden omsider ud: Den første Venstre-regering under Løkke havde igangsat et arbejde i Finansministeriet for at opregne de årlige omkostninger ved masseindvandringen. Dette arbejde standsede den radikale regering under Helle Thorning som sin første handling i 2011 – sandheden var åbenbart ubekvem for disse personer. Men den nuværende Løkke-regering genoptog tælle-arbejdet, og nu foreligger resultatet: Mens indvandring fra vestlige lande genererer et overskud på 5 milliarder kroner om året – beregnet for 2014 – skaber indvandringen fra ikke-vestlige lande et samlet underskud på 33 milliarder kroner!

Dette beløb er større end de årlige udgifter til Forsvaret og Politiet tilsammen. For pengene kunne vi i 2014 have bygget 5 supersygehuse (eller en Storebæltsbro til). I 2015 kunne vi have totalmoderniseret jernbanerne. I 2016 kunne vi have købt nye jagerfly til Flyvevåbnet. I 2017… fortsæt selv! Hvert år!

Hvad har vi så fået i stedet for de mange, årlige milliarder? Multikultur? Det hører vi ikke så meget om mere. Vi har fået utryghed i boligområderne, uro og dalende kvalitet i folkeskolerne, knivstikkerier i nattelivet, en stærkt stigende alvorlig kriminalitet, så politiet ikke længere har ressourcer til de mindre sager, et forværret miljø i fængslerne – og som kronen på værket terrorangreb på tilfældige civile borgere.

Det er resultatet af den masseindvandring fra Den tredje Verden, som det radikale venstre og daværende professor Gammeltoft Hansen startede med udlændingeloven af 1983.

Og det værste er, at indvandringslobbyen intet har lært. De vil fortsætte masseindvandringen, pakket ind i diverse begrundelser om flygtninge og humanisme. Prisen betaler den almindelige danske borger.

Dog kan man anføre, at vi til gengæld for de store udgifter hjælper en del flygtninge til en behagelig tilværelse i Danmark. Men flygtningeudgifterne udgør kun en lille del af de 33 milliarder – størstedelen går til almindelige migranter, efterkommere af 1960’ernes fremmedarbejdere osv. Og hvis man vil bruge X milliarder om året til at hjælpe flygtninge, er det som bekendt langt mere effektivt at gøre det i flygtningenes nærområder.

Iøvrigt bør man til de 33 milliarder lægge de ca. 15 milliarder kroner, som vi hvert år bruger på Ulandshjælp.


Det eneste håb for fremtiden er, at mange flere vælgere vil flytte deres stemme til Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige.