OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

torsdag den 17. marts 2011

Forsvarspolitik – balancen er skæv idag

Formålet med væbnede styrker er primært at ”beskytte landet mod krig og fremmed herredømme”. Altså at helst forebygge, og ellers afværge angreb fra fjendtlige magter. Men også at varetage landets interesser udenrigs. Det har vi gjort lige fra korstogene i Østersøen, over vore tropekolonier, kamp mod arabiske sørøvere i Middelhavet og til i vore dage med FN-operationer og senest krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan.

Forsvaret har traditionelt to indre fjender: Dels pengemangel, dels pacifisme. Pengemangel, fordi vi altid synes at have haft andre ting, vi hellere ville bruge ressourcerne på. Pacifisme kom med det moderne gennembrud, og næredes af naboskabet til Tyskland, en overvældende modstander. ”Det kan alligevel ikke nytte”.

I dag er der betydelig enighed om, at vi skal have et forsvar, idet NATO-alliancen gør vores egen størrelse irrelevant. I øvrigt har vi lige fra Oldtiden samarbejdet med andre lande om forsvar – eller angreb, dengang tiden var til det!

Målet har altså altid været både at kontrollere Danmarks territorium og kunne sende styrker langt bort. Men i dag synes balancen at være forskubbet i den sidste retning. Hærens kampstyrke er stort set i Afghanistan, flåden har afskaffet de mindre fartøjer, der var egnede til vore egne farvande og satser på større skibe, der er egnet til internationale ekspeditioner, flyvevåbnet har afskaffet luftforsvarsraketterne. Mobiliseringsstyrken er stort set afskaffet, og værnepligten er reduceret til at indkalde nogle tusind om året.

Der er altså sket en total omstilling af Forsvaret i de sidste 15-20 år. Starten gik ved Murens fald i 1989, hvor vi vedtog, at nu kom der aldrig mere nogen militær trussel mod vort eget territorium. Samtidig var vi slået ind på en aktivistisk udenrigspolitik, der indebar øget militært engagement i fjerne lande. Endelig blev udviklingen drevet frem af Forsvarets personels fagforeninger.

Alt dette er fint nok, men det er kørt for langt ud. Der skal være balance mellem de udenlandske opgaver og kontrollen med eget territorium. Godt nok giver det ikke megen mening at have et forsvar, der ikke kan løse opgaver udenlands. Men det er at gå i den anden grøft, når man indstiller hele apparatet til politiopgaver i Østen. Målet må være, at den professionelle del af Forsvaret bliver opstillet og udrustet, så den kan løse opgaver både hjemme og ude, og at der bibeholdes en værnepligtsbaseret del, der er beregnet til forsvar af hjemlandet, samt til at være rekrutteringsbasis for den professionelle del.

Og så bør Forsvarsbudgettet øges med et par promille af BNP. Det er uacceptabelt, at vi ikke kan deltage i de opgaver, vi gerne vil støtte, fordi der mangler de sidste millioner til de ekstra driftsudgifter.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar