Man kan nu uddrage de første konklusioner af luftkrigen mod Gaddafis regime i Libyen.
For det første: EU's udenrigspolitiske samarbejdsapparat er en pinlig spøg. Det har absolut ingen rolle spillet i denne sag, de mange milliarder, det koster om året er totalt spildt. Et offer til glæde for de eurofile og euromaniske, og de kynikere, der direkte profiterer af det.
For det andet: NATO har ingen rolle spillet. NATOs egentlige opgave er nu som før 1989 at automatisere medlemslandenes fælles forsvarsindsats, hvis et af medlemmerne bliver angrebet – udefra, må man vel specificere. Hvis NATO skal agere udenfor dette, skal medlemmerne være enige, og det bliver svært eller umuligt med et stadig mere islamiseret Tyrkiet som medlem.
For det tredje: Libyens militær kunne og kan absolut intet stille op mod de vestlige styrker i en moderne krig. Det tilsvarende forhold så man i begyndelsen af Irak-krigene. Det er ikke noget mirakel, at Israel har overlevet i 60 år. Derimod kan vestlige styrker få store, nærmest uløselige problemer, hvis de bliver trukket ind i en lavteknologisk krig på landjorden i et fremmed land. Det ser vi dagligt i Afghanistan. Det oplevede Israel også i Libanon for nogle år siden.
Hvad er nu alliancens mål i Libyen? Simpelt hen – udelukkende med luftstyrke – at ødelægge Gaddafis baser, radarstationer, fly og større militære isenkram som kampvogne, kanoner og lastbiler. Når det er opnået, må oprørerne antages at kunne kæmpe på lige fod mod Gaddafis tilbageværende støtter, og alliancens operationer skal ophøre. Vi skal ikke blande os yderligere i Libyens indre forhold.
Og så er der for resten en fjerde konklusion: SF er helt utilregnelige i udenrigs- og forsvarspolitik. Nu har de siden 1958 stædigt modarbejdet det danske forsvar og påstået, at der ikke fandtes militære løsninger på problemerne. Og nu foreslår de, at vi skal være parat til at sætte landtropper – som vi i øvrigt ikke har, hæren står i Afghanistan – ind i en borgerkrig i Afrika.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar