Det er påfaldende, at Danmark i disse år baskes fra mange sider på en gang:
Fra den svenske elite – et mere dækkende ord er nomenklatura, de etablerede politikere og mediefolk, altså magthaverne – for vores udlændingepolitik.
Fra EU-nomenklaturaen for vores ønske om en vis toldkontrol, selvom vi er et af de EU-lande, der mest loyalt opfylder de påtagne forpligtelser.
Fra islamistiske would-be terrorister, der vil sprænge os i luften for Muhammedtegningerne.
Der er heldigvis stadig store kulturforskelle på de tre gruppers mål og midler, men de er dog forenede i et svært forståeligt og ugengældt had til vores stakkels land.
Hvad kan det være, de tre grupper Danmarks-baskere har til fælles?
Et bud er, at de ikke kan have, at vi tænker og taler frit og kritisk om de ting, som de anser for hellige: Henholdsvis multikulturen, den europæiske fælles nation og Islams verdensherredømme. ”Vi” er så ikke nødvendigvis den danske elite, men en stor del af det danske folk.
De kalder os populister, idet de gør ordet folkelig til et skældsord. Populisme har for dem en klang af leflen for lave instinkter, kortsynethed, egoisme. Det er helt forkert: Folket er generelt solidarisk, tænker på efterkommerne, er gavmilde overfor værdigt trængende. Men folket er først og fremmest realister, hvor eliten ofte er utopister.
Det er snarere eliterne, der lider af populifobi – modvilje mod folkene og deres frie vilje.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar