OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

tirsdag den 14. juni 2011

Balladen om grænsekontrol og EU

Hvad kan vi indtil nu lære af balladen om grænsekontrol og EU?

Danmark har i alle EF/EU-årene været det land, der formentlig har været bedst til hurtigt og loyalt at implementere alle de mange direktiver fra EU.
Andre medlemsstater har haft mindre lyst eller evne, og nogle (store!) har ligefrem blæst på EU, når det gjaldt deres vigtige interesser.
På den anden side har Danmark været et af de lande, der har været mest tøvende overfor udviklingen fra et fællesskab af selvstændige stater til en egentlig union, jfr. vores fire forbehold overfor Unionstraktaten, og vi har ikke taget retorikken og symbolerne til os.

Nu har vi så bekendtgjort, at vi vil genindføre en vis kontrol ved vore grænser, som naturligvis vil holde sig indenfor rammerne i Schengen-aftalen. Og straks vælter kritikken ned over os, ikke fra alle, men fra Euro-establishmentet, fra tyske politikere og fra pressen. Selvom alle ved, at vores beslutning ikke vil blive en handelshindring, men blot et forsøg på kriminalitetsbekæmpelse.

Men det er åbenbart lige meget. Realiteterne er ikke det vigtigste, vores gode generalieblad som artigt EU-medlem er ligegyldigt. Det er symbolikken og Unionsudviklingen, der er vigtig for Euro-folkene. Og den har vi forbrudt os imod – igen.

Det her kan kun give anledning til bekymring for fremtiden. Eliterne vil blive ved med at arbejde for mere union, uanset befolkningernes modvilje. Og de vil støde på stadig større modstand fra virkeligheden, og fra lande som Danmark, hvor folkets indblanding i den førte politik er mærkbar.

Folkene skal nok vinde til sidst, og Babelstårnet styrte sammen. Men det kan godt blive en kostbar affære. Eksperimentet med EURO-valutaen viser vejen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar