Symptomer: Det væsentligste symptom på krise er den høje arbejdsløshed i en lang række lande, til en vis grad også Danmark. Et andet symptom er visse landes problemer med at finansiere deres statsgæld, og desuden kursfaldet på aktiemarkederne.
Årsager: En række lande har store opsparingsoverskud, som trækker købekraft ud af verdensøkonomien. I 1970’erne talte man om dette som ”petrodollars”. Problemet eksisterer stadig – nu er også f.eks. Norge blevet en stor opsamler af købekraft – og i tilgift har især Kina akkumuleret store overskud – ”Kinadollars”.
Et andet fænomen er ejendomsboblen fra 2000’erne. Her blev ejendomspriserne i en række lande jobbet helt urimeligt op. Det skete også i Danmark, hjulpet af Fog-regeringens 1-årige flexlån uden afdrag og fastfrysning af ejendomsværdiskatten. I denne proces blev en række ejendomsspekulanter – eller blot almindelige sælgere – forgyldt, hvis de solgte , mens priserne var på vej op. Disse heldige må antages at have en høj opsparingskvote. Omvendt blev taberne de sidste købere, samt bankerne, der havde finansieret de sidste købere. Disse uheldige har tabt formuer, eller sidder ”blot” særdeles hårdt i det i dag. Alt dette bidrager til at presse aktiviteten ned.
Endelig har en række regeringer i disse år store og langvarige underskud på driftsregnskabet. I nogle lande har det kørt i mange år, i andre er det et resultat af krisen i 2008. I adskillige tilfælde har det medført så store akkumulerede underskud – d.v.s. statsgæld – at markederne har mistet tilliden til de pågældende staters betalingsevne og sendt renten på deres statsobligationer så højt op, at den er blevet svær at betale.
Løsningsmuligheder: I Danmark er S og SF klar til at øge statens udgifter. VKO har faktisk også ladet staten køre med stort underskud siden 2009, men det er ikke en varig løsning. Derfor har VKO besluttet Genopretningspakken i 2010 og 2020-planen i år, der skal skaffe balance i statens regnskab i løbet af få år. På det seneste er der blevet luftet tanker om måske at fremrykke offentlige investeringer, der alligevel skulle afholdes i de kommende år. Dette kunne jeg i vist omfang stemme for.
Men den store opgave er at få øget den private aktivitet. Jeg mener ikke, at staten skal detailstyre dette. Nøglen må være at understøtte banksektoren, således at den bliver bedre i stand til at finansiere erhvervslivet og privatsektoren.
Det er klart, at banksektoren har et stort medansvar for at pumpe ejendomsmarkedet kunstigt op i årene før 2008. Men bankerne har også lidt tilsvarende tab. Tiden er ikke til at straffe dem yderligere. Opgaven må være at sætte dem i stand til at finansiere den øvrige private sektor, så vi kan få øget den økonomiske aktivitet.
Bankerne har dels brug for indlån. Men Bankpakke 3 indebærer, at indskydere risikerer at miste dele af eller hele deres indskud over 750.000 kr. Dette mener jeg er forkert. Indskud i banker er ikke et almindeligt kreditorforhold som i det øvrige erhvervsliv. Bankindskud er lig med hele samfundets betalingsmidler, og det er statens opgave at sikre disse, som det sker i de fleste andre lande. For dog at skabe incitament for indskyderne til stadig at se sig for, kunne man lade statens indskudsgaranti dække indskuddet minus 3 gange den seneste årlige indlånsrente.
Desuden har bankerne behov for egenkapital. Man kunne overveje at lade staten tegne ny aktiekapital i de banker, der ønskede det, og efter accept fra Banktilsynet, op til en vis procentdel af bankens egenkapital, med fortrinsstilling i konkursordenen og udbyttebetalingen. Denne aktiekapital skulle kunne indløses igen, når banken fandt det hensigtsmæssigt.
Dette strider mod regeringens nuværende mantra, at ”banksektoren må løse sine egne problemer”. Men dette udsagn er helt ulogisk. I dag er det de veldrevne og forsigtige banker, der må betale til indskydergarantier til kunder i de uforsigtige banker, der lige indtil deres konkurs har påført de forsigtige en ublu og ødelæggende konkurrence, der så endte galt for dem selv. Det giver ingen mening, og betales i øvrigt af kunderne i sidste ende, efter at have påført de veldrevne banker ufortjente omkostninger. Hellere lade staten bære tabet direkte – det er jo også den, der har ansvaret for tilsynet med bankerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar