Euro-dramaet ruller videre, forudsigeligt og uafvendeligt som – meget apropos – en klassisk græsk tragedie. Allerede da tanken om Euro-valutaen blev undfanget, måske så tidligt som i 1950’erne, af naive og velmenende Europa-drømmere, var alle besindige mennesker klar over – og sagde – at man ikke kan have fælles valuta mellem forskellige, uafhængige stater uden også at ensrette deres økonomiske politik og forhold iøvrigt. Det generede ikke Euro-tilhængerne. Enten forstod de ikke indvendingerne, eller også tænkte de: ”Fint, for hvad skal vi også med uafhængige nationalstater i et forenet Europa? Euroen kan måske være et brækjern for at nedbryde nationalstaterne og opbygge en forenet Europæisk stat.”
I de første årtier af det europæiske samarbejde levede Euroen kun i drømmene hos Europa-unionisterne og blev mest luftet i skåltaler. De ansvarlige politikere, især i Tyskland, sørgede for, at det blev ved snakken. Men ved Murens fald og muligheden for Tysklands genforening så den franske ledelse sin chance. De franske ledere havde i årtier været jaloux på USA og den amerikanske dollars position, og lige så jaloux på det tyske Wirtschaftswunder og D-markens stærke position. Nu så de muligheden for at komme med på den store internationale økonomiske vogn. De krævede, at Tyskland gik med til Euroens indførelse som betingelse for at gå med til tysklands genforening. De troede måske, at den tyske økonomi var stærk på grund af den stærke D-mark. Det forholdt sig naturligvis modsat: D-marken var stærk, fordi den tyske økonomi fundamentalt var sund, både det tyske erhvervslivs konkurrenceevne og de offentlige finanser.
Her er ved vi roden til Euro-landenes problemer: Frankrig og de sydeuropæiske lande troede – og tror stadig – at de kan få del i den tyske økonomiske succes blot ved at indføre den tyske valuta – Euroen er jo egentlig simpelthen to D-mark. Og med denne tro som sovepude har de efter indførelsen af Euroen i 2001 undladt at føre den nødvendige ansvarlige økonomiske politik: At balancere statsbudgettet og begrænse inflationen og effektivisere økonomien. Derimod har Tyskland selv siden 2005 gennemført netop denne politik, strammere end nogensinde før. Derfor er Euroland i krise: De sydlige landes store statsgæld driver renten på deres statsobligationer så højt op, at de ikke kan betale den. Og deres inflation kombineret med den stærke Euro har ødelagt deres erhvervslivs konkurrenceevne, så deres arbejdsløshed eksploderer.
Løsningen ligger ligefor: Gå tilbage til de gamle nationale valutaer, og lad deres kurs falde til et realistisk niveau. Og arbejd så derefter på at føre den omtalte ansvarlige økonomiske politik.
Men der sker lige nu det modsatte: Man holder krampagtigt fast i Euroen i alle Eurolandene. Heldigvis prøver landene også nu at gennemføre den nødvendige økonomiske opstramning, men det er for lidt og for sent. Samtidig prøver man at håndtere den enorme gældspukkel, der, uanset hvad man gør, vil fortsætte med at vokse i adskillige år.
Remedierne, der drøftes, er lige nu to: Fælles Euro-obligationer og EU-kontrol med landenes statsbudgetter. Euroobligationer, som alle Eurolande udsteder i fællesskab, indebærer i virkelighedens verden, at den tyske stat hæfter for alle Eurolandes statsgæld, som i fremtiden finansieres med disse obligationer. Dette vil ansvarlige kredse i Tyskland med sikkerhed begrænse til et omfang, som Tyskland ellers på anden vis ville betale for at holde liv i Eurosamarbejdet. Det vil ikke løse Grækenlands og andre landes samlede finansieringsproblem.
Det andet tiltag, øget EU-kontrol med landenes statsbudgetter, er en ny overførsel af politisk magt fra nationalstaterne til EU-apparatet. Det vil kræve en traktatændring, som Tyskland og Frankrig nok skal få tromlet igennem. Det er derimod tvivlsomt, om det vil få den ønskede virkning på de lande, der vil bestemme selv. Der er hidtil udvist stor opfindsomhed med hensyn til at snyde sig fra EU-forpligtelser.
Nu er Danmark jo ikke medlem af Euro-systemet, men samarbejder kun med det. Vi skal ikke underlægges de samme forpligtende bindinger. Det er nok meget heldigt, for det må være et spørgsmål, om det overhovedet er i overensstemmelse med Danmarks Riges Grundlov at lade EU få indflydelse på vores statsbudget. I praksis ville en sådan indblanding være et krav om at formindske et budgetteret underskud på statsbudgettet. Da EU næppe ville lægge navn til en generel reduktion f.eks. af alle sociale ydelser, ville der blive tale om et EU-krav om højere skatter m.v. Men ifølge Grundlovens §43 er det kun Folketinget, der kan udskrive skatter. Den beføjelse kan ikke overdrages til EU uden en Grundlovsændring. I øvrigt gælder det samme statens udgifter, jfr. Grundlovens §46. Gad vide, om ikke andre europæiske lande har samme regler?
Nu vi er ved Grundloven, kunne man overveje, om dens §20, der taler om overladelse af beføjelser til mellemfolkelige myndigheder, stadig kan anvendes, når det drejer sig om EU. EU er jo netop ikke en mellemfolkelig myndighed, men en ny over-statsdannelse, med eget flag, hymne o.s.v. Grundlovsfædrene havde ikke forestillet sig, at Danmark skulle gå ind i en sådan over-stat. Kræver vores deltagelse ikke en ændring af Grundloven?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar