OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

torsdag den 29. december 2011

Forsvarets umulige opgave i Den tredje verden

Så er der igen dukket en sag op om danske udsendte soldaters påståede overtrædelse af reglerne om behandling af fanger. Den danske bataljon i Irak har i 2004 tilsyneladende taget nogle irakere til fange og efterfølgende udleveret dem til de irakiske myndigheder. Det har udsat fangerne for risiko for tortur, og derfor måtte de ikke udleveres.
Denne historie, og mange tilsvarende, viser i en nøddeskal, hvor umulig en opgave det er at bede vores forsvar om at udføre disse demokratiskabende operationer i fjerne lande. Forsvarets primære ydelse er at kunne bekæmpe fjendens styrker, ikke at udføre politimæssige opgaver blandt en civilbefolkning, og da slet ikke i fremmede lande. Når vore udsendte styrker tager civile til fange, fordi de mistænker dem for at være kriminelle eller indblandet i terroraktiviteter, skal sagerne behandles af politi, det vil nødvendigvis sige det lokale politi. Hvis vi ikke kan udlevere fanger til det lokale politi, fordi vi mener, at det udøver tortur, går alt jo i stå. Vi kan ikke føre fangerne til Danmark, selv om indvandringslobbyen måske gerne ville, da det danske politi selvsagt ikke kan efterforske, hvad der er sket i Irak. Vi kan heller ikke sende danske politifolk til disse lande for at udøve politimyndighed. Vi kan åbenbart ikke en gang overdrage dem til udstationerede britiske styrker uden at få problemer med menneskeretsorganisationerne.
Konklusionen er, at vi må afholde os fra disse langvarige tilstedeværelser i fjerne lande.  Hele konceptet med at lyn-opdrage dem til vores form for demokrati er også tvivlsomt. Det hviler på, hvad jeg før har kaldt Anker Jørgensen-George Bush-syndromet: At man tror, at det nuværende vestlige demokratiske samfundssystem er det eneste rigtige og naturlige, som alle folkeslag i hele verden til alle tider har ønsket og ønsker sig, og at det kun er onde mennesker, der har forhindret det i at ske.
Jeg mener, at vores samfundssystem er resultatet af vor egen uddannelsesmæssige, tekniske, organisatoriske og kulturelle udvikling, som har skabt vort nuværende økonomiske og politiske system. Det er faktisk kun ca. 100 år gammelt. Det er meningsløst at tro, at vi kan overføre det til andre lande med en helt anden udviklingshistorie og på helt andre udviklingstrin. Derfor er jeg også bekymret over det ”arabiske forår”, over situationen i Irak og Afghanistan. Alle disse lande kan kun udvikle sig til demokratier – og afskaffe tortur! -, når de engang har fået en stor, veluddannet middelklasse, indbefattet veluddannede bønder og arbejdere. Det kan ikke ske i løbet af nogle få år pr. dekret fra oven – eller fra Vesten.
Dette sætter så Forsvaret i en klemme. Siden midten af 1990’erne har både politikerne og Forsvarets egne personelorganisationer været enige om at ændre det radikalt fra at være et dansk territorie-forsvar til at være et instrument til intervention i fjerne U-lande. Hæren er blevet ændret fra at kunne bekæmpe en invaderende styrke til at være en gendarm-organisation, med kun få kampvogne i behold. Flåden har afskaffet alle de skibe, der kunne hævde vor suverænitet i vore egne farvande, og har i stedet fået fem kæmpeskibe til operationer på verdenshavene. Kun Flyvevåbnet har pr. sin natur bevaret sin evne til indsats både hjemme og ude. Hvis nu Forsvaret ikke kan deltage i længerevarende internationale operationer, fordi det uundgåeligt vil give problemer med juraen, står det i et betydeligt dilemma.
Og Forsvaret vil få problemer med juraen, det vil en aggressiv venstrefløj/radikale sørge for, hjulpet af en presse, der vil blæse den mindste bagatel op for at få dagens overskrift. Interessant i øvrigt med de venstreorienterede og de radikale. Under Den kolde Krig var de utrættelige i deres bekæmpelse af Forsvaret, der dengang skulle sættes ind mod en mulig sovjetisk aggression. I dag er de lige så utrættelige i deres kritik, selvom Forsvaret i dag arbejder for at redde Verden, eller noget lignende. Hvad er fællesnævneren for deres modvilje? Kan det være nationalt selvhad? Eller er de bare kompromisløse idealister, ligesom den velmenende hovedperson i Ibsens ”Vildanden”? Han fik som bekendt også udvirket noget med sin ”ideale fordring”.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar