Berlingskes erhvervsmagasin ”Business” fra 26.1.2012 havde en række interviews med ”otte internationalt toneangivende topøkonomer” om verdens økonomiske magtbalance i 1920’erne. Problemet var, at Europas magtposition i Verden antages at være svindende. Vores økonomier vokser ikke så hurtigt som resten af Verdens, vores befolkninger skrumper og vores gennemsnitsalder er derfor stigende. Løsningen ligger ifølge ”topøkonomerne” lige for: Masseindvandring fra resten af verden, ikke blot af højtuddannede, men af hvem som helst.
Dette synspunkt illustrerer på bekymrende vis disse ”topøkonomers” tunnelsyn: Det eneste, der optager dem, er bruttonationalproduktet, dets størrelse i forhold til andre regioners og dets vækst. De interesserer sig ikke for kulturelle eller religiøse problemer som følge af masseindvandring, ej heller for andre forhold som f.eks. arbejdspresset på den arbejdende del af befolkningen. Og de betragter åbenbart den enkelte nation som et geografisk område med en tilhørende økonomisk aktivitet; de betragter ikke nationen som først og fremmest folket i det pågældende land. De er ofte selv gennem deres karriere flyttet fra land til land mange gange, og de er derfor fløjtende ligeglade med, hvem der bor hvor, også i den helt store skala.
I modsætning hertil står de enkelte landes befolkninger. Deres forfædre har oftest boet i landet i mange generationer, de føler tilknytning til deres land, og de betragter landsmænd som en stor, om end fjern familie. Vi modtager gerne indvandrere på enkeltbasis i forbindelse med giftermål eller besættelse af særlige stillinger, men vi ønsker ikke at være mål for egentlige folkevandringer.
Derfor er det kun ”topøkonomerne”, der ser det som en nærliggende måde at skabe økonomisk vækst på: At åbne for masseindvandring. Jeg selv ser derimod det danske bruttonationalprodukt som resultatet af det danske folks indsats; og hvis vi vil lade udlændinge stå for en del af indsatsen, skal de jo i øvrigt også have deres del af udbyttet, så hvad er formålet? Formålet kan kun være at puste BNP ”kunstigt” op, så landets regering ser mere magtfuld ud. Hvis vi mangler arbejdskraft, er det mere hensigtsmæssigt at etablere virksomhed i udlandet nær afsætningsmarkederne, som virksomhederne jo også gør.
I øvrigt vil problemet i de nærmeste år være det modsatte, nemlig arbejdsløshed. Især i de sydeuropæiske lande, hvis økonomier er holdt i Euroens kvælergreb, fordi disse lande fejlagtigt tror, at de får stærke økonomier ved at knytte sig til en stærk valuta: Euroen, d.v.s. D-marken. Det modsatte er tilfældet: Valutaen afspejler økonomiens styrke, ikke omvendt. At knytte sig til en for stærk valuta svarer til at tro, at man kan løbe hurtigere ved at tage for store løbesko på. Resultaterne viser sig i disse år, men ingen vil indse det reelle problem offentligt.
Og så er det ikke kun disse otte topøkonomer, der går ind for masseindvandring til Europa. De toneangivende kredse i EU-systemet synger den samme melodi, af samme årsag: For at pumpe de europæiske BNP op.
Den ubehagelige sandhed er, at for de rigtige unionseuropæere drejer det sig ikke længere om de europæiske folk og fædrelande og deres skæbne, det drejer sig om de europæiske regeringer og EU-toppens magt og indflydelse i Verden. Dertil behøver de et så stort bruttonationalprodukt som muligt, uanset hvem der producerer det.
Det tragikomiske er så, at selv om det lykkes for EU-toppen at fortsætte den usorterede masseindvandring, når de ikke deres mål. Indvandring af ukvalificerede, mange oven i købet med en problemfyldt kultur, er som helhed ingen økonomisk gevinst, tværtimod. Hvis der skal være indvandring, skal indvandrerne i det mindste være til gavn for modtagerlandene, og dette er flere og flere lande ved at indse – også offentligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar