Hjemstavnsfornemmelse – fædrelandskærlighed - patriotisme

I dag er det den 2. april, en dato, der de sidste to hundrede år er blevet fejret som en mindedag for Slaget på Reden i 1801. I vor historieløse tid er dagen ved at gå i glemmebogen, men den er tidligere blevet mindet – ligesom årsdagen for Stormen på Dybbøl d. 18. april 1864.

De to datoer er blevet husket med god grund. Slaget på Reden betragtes af den gamle flådesupermagt Storbritannien som et af deres tre vigtigste – og vanskeligste - søslag, og forsvaret af Dybbøl-skanserne er af en fransk krigshistoriker blevet sammenlignet med spartanernes kamp ved Thermopylæ. Men de sidste par generationer har kulturradikale historikere hånet højtideligholdelsen og ment, at danskerne er latterlige, fordi vi ”fejrer vores nederlag”. De forstår ikke, at det er vores forfædres indsats, vi har fejret – også selvom kampen var håbløs, mod den tids supermagter.

Dette knytter direkte an til en film, der har optaget mig en del den sidste måneds tid – filmen om Hvidsten-gruppen. For den handler jo om det samme: Almindelige hverdagsdanskere, der finder sig i kamp mod en overvældende fjende, men som alligevel vælger at tage kampen op – og betaler prisen uden at klynke. Filmen er for længst blevet en fortjent succes, og hold efter hold af tilskuere går fra biografen dybt grebet.

Det kunne tyde på, at nationalfølelsen, som kulturradikale, socialister og EU-tilhængere havde troet død og begravet, alligevel lever i bedste velgående. Vores nyfundne stolthed over vores militærs indsats i Afghanistan, Afrikas Horn og Libyen – uanset hvad man mener om selve projekterne – peger i samme retning.

Interessant i denne sammenhæng er det også, at vinderen af Berlingskes konkurrence om Læsernes Bogpris 2012 blev H. E. Nørregård-Nielsens værk om Limfjorden. Bogen er en hyldest til hjemstavnen.

Måske er tidsånden ved at vende, men det er ikke alle skønånder, der helt kan være med. Apropos Hvidsten-gruppe-filmen skrev jeg følgende læserbrev til Weekendavisen – det blev selvfølgelig ikke trykt:

  ”12. marts 2012

Weekendavisens anmeldelse af filmen om Hvidsten-gruppen d.2. marts 2012 er overvejende positiv, men anmelderen mener dog, at filmen ”mangler noget helt essentielt”, nemlig at forklare og illustrere de patriotiske motiver, der fik modstandsfolkene til at sætte livet på spil.

Det er jeg helt uenig i. Filmen lader Marius Fiil sige i en central replik: ”Vi kan dog være enige om, at det er bedst at være herre i eget hus.”  Flere andre steder i filmen siges noget lignende, f.eks. da der lyttes til Buhls herostratisk berømte radiotale.

Disse replikker illustrerer tydeligt nok, at det var fædrelandskærlighed, patriotisme, der drev disse mennesker. Det udtrykkes jævnt og ligetil, uden nogen svulstighed, men så meget mere klart og ægte. Også på det punkt er filmen fremragende. Og der er ikke behov for at sige mere, end der bliver sagt.

Hvad forklaring på patriotisme angår, er følelsen jo ikke en konstruktion fra nationalromantikkens tid, som 68’erne og før dem hundrede års radikale historikere har påstået. Den er vel nærmest tidløs og biologisk begrundet: En naturlig modstand mod, at en fremmed og fjendtlig stamme trænger ind på ens egen stammes territorium. Også det fremgår af filmen.”