OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

mandag den 25. juni 2012

Ballade i EU-parlamentet


De sidste uger har der været en del tumult i EU-parlamentet i Strasbourg. Årsagen er, at EU-landenes regeringer via EU's Ministerråd er blevet enige om at justere Schengen-aftalen om ukontrolleret bevægelighed over landegrænserne. EU-parlamentet, og også EU-kommissionen, mener, at de også skulle have været med til at træffe beslutningen.

Der er to slående ting ved denne sag. Dels selve det, at Ministerrådet har truffet denne beslutning uden om de to andre organer, og dels, at sagen ikke har givet nogen som helst politisk debat herhjemme (og vist heller ikke i andre EU-lande).

Det første viser, hvad EU-landenes regeringer virkelig mener om hele EU-unionsprojektet: Når vigtige sager virkelig spidser til, blæser landene – og da især de store – på EU og handler selv for at varetage deres egne interesser. Det så vi også, da der skulle gribes ind i den libyske borgerkrig.

Det andet forhold viser, hvor fjernt hele EU-projektet er for den danske offentlighed. Vi er ligeglade. At en stor mængde af vores lovgivning om mindre væsentlige sager kommer fra beslutninger i EU-organerne, har offentligheden passivt affundet sig med. Vi stoler på, at de herskende klasser ved, hvad de gør.

For egentlig burde sagen betragtes som ret væsentlig. Den drejer sig jo om magtfordelingen mellem EU's tre organer, Rådet, Kommissionen og Parlamentet. Men den viser også, hvor magten i virkeligheden ligger, uanset hvad der står i diverse traktater. Den ligger heldigvis hos medlemslandenes egne nationale regeringer.
Og det kan Parlamentet slet ikke affinde sig med.  Parlamentarikerne, der for størstedelens vedkommende er glødende unionstilhængere, mener, at de er i fuld gang med at skabe en ny, europæisk over-stat. Og så bliver de naturligvis rasende, når luften bliver lukket ud af ballonen.

Det giver mindelser om episoden i 1995, da Ritt Bjerregaard skulle godkendes som EU-kommissær af EU-parlamentet. I den forbindelse sagde hun – med den arrogance, hun var sluppet godt fra i Danmark gennem 20 år – at ”EU-parlamentet ikke er et rigtigt parlament”. Parlamentsmedlemmerne blev rasende og var lige ved at nægte hende godkendelse. Jeg mener generelt ikke, at Ritt Bjerregaard har gjort noget godt for landet i hendes lange karriere, men her er jeg enig:

Et rigtigt parlament er den folkeretsligt anerkendte, suveræne udøver af lovgivningsmagten indenfor sit territorium. Den magt udøves indenfor EU-området af de nationale parlamenter. EU og EU-parlamentet har godt nok fået overført beslutningskompetencen på (alt for) mange områder, men ikke på de vigtigste: Krig og fred, staternes indtægter og udgifter o.s.v. Og vigtigst af alt: EU-parlamentet har kun sine beføjelser gennem uddelegering fra medlemsstaternes parlamenter. Enhver medlemsstat kan trække denne uddelegering tilbage, om nødvendigt ved at træde ud af EU. De nationale parlamenter kan lukke EU-parlamentet, EU-parlamentet kan ikke lukke de nationale.

Derfor er det ikke et rigtigt parlament.

Det kan så ikke overraske, at den helt EU-ukritiske professor ved Københavns Universitet Marlene Wind udtaler (Berl. Tid. D.15.6.2012), at ”for dem, der ikke har forstået det: Vi har at gøre med et rigtigt parlament”.

Efter min opfattelse skal en videnskabsmand altid være kritisk, især over for sig selv, og altid efterprøve sine antagelser . En ”rigtig professor” skal ikke have en politisk sag, som hun kæmper for via sin stilling.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar