Borgerlig værdikamp i 00’erne: Ikke meget at rulle tilbage

Et af den nuværende S-SF-R-regerings erklærede mål er at rulle de resultater, som den tidligere regering opnåede som led i sin ”borgerlige værdikamp”, tilbage. Det bliver nu nok svært, for der er ikke meget at rulle med. Hvad nåede Fogh og Løkke egentlig i 00’erne på værdiområdet?

Fogh startede jo ud med sin meget omtalte Nytårstale, hvor han gik til angreb på ”smagsdommerne og eksperterne”. Men eksperter er jo udmærkede. Problemet opstår, når eksperter blander deres politiske holdninger ind i deres ekspertvurderinger af faktiske årsagssammenhænge og data. At bekæmpe et sådant misbrug af ekspertstatus er næppe et specifikt borgerligt projekt.

Fogh kritiserede også skolernes ”rundkredspædagogik” og ønskede mere faglighed. Men der er intet, der tyder på, at det gav særlig effekt. Hvis rundkredspædagogikken blev nedtonet, blev den afløst af indberetnings- og planlægningsmani, ikke mere faglighed. Tværtimod gennemførte VK-regeringen den gymnasiereform, som de radikale havde udtænkt i 90’erne, en reform, der yderligere har sænket det faglige niveau i gymnasiet.

Fogh fik også stor opmærksomhed ved at kritisere samarbejdspolitikken under Besættelsen. Men den politik var jo blevet forkastet af alle borgerlige og tidligere også Socialdemokrater lige siden før Befrielsen. Man udmøntede sågar kritikken i sloganet ”Aldrig mere en 9. april!”, og det ledte bl.a. til vores indmeldelse i NATO. Derimod lod Fogh, i ly af sin samarbejds-kritik, forsvarsudgifterne fortsætte deres fald målt i forhold til bruttonationalproduktet, et fald, som Løkke derefter trumfede med sin beslutning om at skære yderligere et par milliarder af årsbudgettet. Først da Fogh havde opnået drømmejobbet som NATO-generalsekretær, kunne han pludselig se, at forsvarsudgifterne var blevet beskåret alt for meget. Så der var heller ikke meget borgerlig værdikamp i hans regeringstid på det område.

Man kunne også have ventet, at en borgerlig regering ville have taget et opgør med den politiske skævvridning i massemedierne. At journalisterne som gruppe er mere venstreorienterede end befolkningen som helhed, kan man ikke uden videre lave om på, men man kunne have sat en stopper for Danmarks Radios tydelige hældning mod Socialdemokratiet i sortering, vinkling og præsentation af nyheder og kommentarer. Det samme gælder TV2s hældning mod Det radikale Venstre. Når det gælder medier, der i sidste ende er kontrolleret af regeringen, må man insistere på upartiskhed.

Det eneste område, hvor der blev ført decideret borgerlig værdikamp, var udlændingeområdet. Her fik Dansk Folkeparti gennemtvunget en vis opstramning af regelsættet – normalisering er egentlig et mere præcist ord – og dermed en betydelig ombremsning af masseindvandringen af svært integrerbare udlændinge. Og her har der endelig været et område, hvor S-SF-R-regeringen kunne rulle tilbage – og det har de gjort.

Alt i alt er det kun på indvandringsområdet, at der har været ført borgerlig værdikamp, selv om VK-regeringen med DF’s loyale støtte havde absolut flertal og dermed havde alle muligheder. Så når socialister og radikale kalder 00’erne for ”det spildte årti”, kan man som borgerlig stort set kun give dem ret.