Euroen og ECBs obligationskøb

Beklager, men så må vi til det igen: Euroen er igen blevet reddet, for 117. gang. Denne gang er det den Europæiske Central Bank, ECB, der har besluttet, at den vil støtte de statsgældsplagede lande ved at købe deres 1 til 3-årige statsobligationer i princippet i ubegrænset omfang, forudsat at de pågældende lande opfylder de krav til stramninger og reformer, som man er blevet enige om.

Denne redningsaktion er af en lidt anden karakter end de hidtidige. Det drejer sig jo ikke om at redde Euroen som valuta – den kunne Tyskland såmænd blot køre videre med ene land – det drejer sig om at holde alle 17 lande i Eurozonen ombord, uanset hvor uegnede de er til at have fælles valuta med Tyskland. De pågældende lande vil for enhver pris blive i zonen – vel en slags dumstolt og misforstået prestige – og den europæiske herskende elite vil beholde alle ombord, også næsten for enhver pris, fordi Euroen er et rent politisk symbol-projekt, en synliggørelse af deres drømme om et forenet Europa.

Problemet har flere lag. For det første kan man ikke have valutaunioner mellem lande med økonomier, der udvikler sig forskelligt. Det har været prøvet mange gange før, og sådanne projekter kan erfaringsmæssigt kun holde mellem 10 og 30-40 år, afhængigt af forskellen mellem de deltagende lande. Til sidst vil der være bygget så store spændinger op, at de svage lande får problemer med betalingsbalance, beskæftigelse, statsgæld o.s.v., så unionen bryder sammen.

I tilfældet Euroen har derudover nogle af landene haft en politisk kultur, så de har opbygget stor statsgæld, der i adskillige år blev finansieret af tankeløse investorer, der glemte at vurdere de enkelte landes kreditværdighed. Desuden har nogle lande opbygget store akkumulerede underskud på deres betalingsbalancer, der blev finansieret automatisk af Eurosystemets afregningssystem. Disse ophobede underskud er nu så store, at investorerne siger stop.

Oven i alt dette har mange af landenes investorer og især banker deltaget i det ejendomsboble-pyramidespil, der førte til finanskrisen i 2008.

Nu er alle boblerne bristet, og politikerne forsøger sig med deres løsninger. Man har ydet store lån til de ramte lande, og store lån specifikt til nogle landes banksektor. Og de ramte lande er blevet påtvunget enorme spareprogrammer for at fjerne underskuddene på deres statsbudgetter.

Alt dette har også været nødvendigt, men det er ikke tilstrækkeligt. Der skal yderligere mange års spareprogrammer og reformer til. Det er endda ikke sikkert, at disse spareprogrammer og andre reformer kan bringe landene ind på samme økonomiske spor (læs: Gøre dem tyske) og desuden fjerne de sidste 10 års ophobede forskelle i udvikling, og hvis det endelig lykkes, vil det være til en enorm pris i form af dyb lavkonjunktur i Sydeuropa i mange år med millioner af menneskeskæbner tabt på gulvet, mennesker der aldrig får en normal start på arbejdslivet.  Den seneste beslutning i ECB vil blot betyde, at de sydeuropæiske regeringer kan få finansiering, så de i ro og mag kan kvæle deres egne økonomier i det antal år, det tager.

Den rigtige løsning ville selvfølgelig være at erkende, at også Euroen er et valutaunionsprojekt, der ikke kan fungere, og give landene deres uafhængige valutaer igen. Så kunne valutakurserne tilpasse sig økonomierne, ligesom i resten af verden. I stedet skal nu økonomierne tilpasses Euroen!

Dette burde lede til spørgsmålet: Hvorfor dog? Hvad er formålet med de politiske anstrengelser? Mere om dette i næste post!