Hvad politikerne bør stræbe efter

Jeg har i den første postering fra december 2010 beskrevet, hvad jeg opfatter som de borgerlige holdninger og værdier, som samfundet bør indrettes efter:

Retfærdighed: At alle får, hvad de har gjort sig fortjent til (samfundet kan ikke fungere baseret på godhed)

Samhørighed: At vi vil leve blandt mennesker, som vi deler livsopfattelse med (det giver utryghed at leve i en sammenblandet verden)

Handlefrihed: At vi kan handle frit indenfor de grænser, vores livsopfattelse sætter (offentlig styring lammer os)

Desuden nogle værdier, som går på tværs af de politiske skel:

Offervilje: At vi vil bidrage til samfundet, ikke bare nyde

Sparsommelighed: Fordi ressourcerne er begrænsede, og de tilhører ikke specielt vores generation

Men hvilket hverdagsliv skal disse værdier fremme?  Hvilket liv er det, som samfundet skal tilrettelægge rammerne for? Eller mere præcist: Hvad skal politikerne arbejde for?

Eller for at gå helt til roden: Hvad er meningen med livet? Vi er næsten ovre i det religiøse univers – lad os dog her holde os til det verdslige!

Grundtvig har et bud på det: ”Et jævnt og muntert, virksomt liv”. Det interessante her er ikke så meget det jævne – med mindre han mener, at man skal holde sig fra overdrivelser af enhver art! - og muntert er fint, men ikke særlig operationelt her. Men virksomt – her er vi ved det centrale. En af de ting, der adskiller menneskene fra dyrene, er vel, at vi gerne vil udrette noget mere end blot at overleve og reproducere os. Vi vil gerne være nyttige for omverdenen. Vi vil gerne se os selv som en nødvendig del af vores samfund. Vi vil gerne producere, ikke blot forbruge – det var her, Socialdemokraterne gik over gevi nd med deres ”enstrengede bistandslov” fra 1970’erne, hvor alle skulle have dækket deres behov, og fagbevægelsen, der ”sejrede ad Helvede til” med deres evindelige krav om mere i løn for samme arbejdsindsats.

Der er simpelt hen en del af vores kultur, der er lige så vigtig som forbrug: Vi vil have personlig handlefrihed, og vi vil gerne have et arbejde – simpelt hen. Her tæller hjemmegående ægtefæller med!

Og det er det, de borgerlige værdier lægger op til: At vi selv tager ansvaret for vores liv, at vi ønsker, at samfundet har brug for os, og at vi styrer os selv ud fra de velkendte normer.

Derimod lægger de socialistiske og radikale værdier op til det modsatte: At samfundet har det overordnede ansvar for, hvordan det går i vores liv. At myndighederne er klogere end borgerne. At normer og rammer flyder, og alle værdier er lige gode eller lige gyldige.

Så jeg mener, at de borgerlige værdier bør være grundlaget for samfundets rammer, fordi de passer bedst til vores kultur. Og de var da også de politisk dominerende indtil 1968-katastrofen. Nu ruller bølgen tilbage, og vi må arbejde på, at den fortsætter med at rulle tilbage.

Helt konkret bør enhver regering se det som sin næstvigtigste opgave – kun overgået af ansvaret for at forsvare samfundet mod indre og ydre angreb – at tilstræbe fuld beskæftigelse. Det er da også optaget i Grundloven, samt i diverse internationale konventioner. Det bliver tit nævnt sideordnet med ansvaret for at opretholde et stabilt pengevæsen, og det er da også vigtigt, at høj inflation ikke stjæler pengene op af lommerne på dem, der har sparet op i finansielle aktiver. Men høj beskæftigelse bør betragtes som lige så vigtigt.

Disse tanker kan forekomme noget teoretiske, men de bliver helt konkrete, når vi ser på Euro-debatten: For hvad er dog formålet med alt dette Euro-ballade? Hvem bliver lykkeligere eller rigere, i nogen som helst forstand, af Euroens eksistens? Kun de Europa-religiøse. Derimod bliver millioner af almindelige mennesker i de økonomisk svage sydeuropæiske lande kastet ud i arbejdsløshed og fattigdom, fordi deres lande er fanget i det, der er kaldt Euro-fængslet, hvor de må leve med en valuta, der er overvurderet i forhold til deres egen formåen.

Nogen siger, at Euroen er nødvendig for det europæiske samarbejde. Det passer simpelt hen ikke. De siger også, at europæisk union er nødvendig for at undgå krige mellem de europæiske lande. Det er et ekko fra de to verdenskrige. I dag er det ikke rigtigt.

Europa-unionstanken virker nærmere som en totalitær ideologi, der forsøges presset ned over hovederne på de modvillige befolkninger af den bedrevidende ”elite”, som ofte består af gamle marxister, der har udskiftet deres ungdoms havarerede ”isme” med en ny, mere karrierefremmende. I sandhed ”men for all seasons”.

Politikerne burde spørge sig selv i dag: Fremmer Euroens eksistens generelt beskæftigelsen, ja eller nej? Svaret er let, og de burde handle derefter.