EU-omvendelsen af Jens Rohde

Hvad er det, der sker med folk som Venstres gruppeformand i EU-parlamentet, Jens Rohde, når de kommer udenlands? Da han kandiderede til EP i 2009, talte han om at sætte hegnspæle for EU. Nu et par år senere har han sammen med landsformanden for Europabevægelsen, Erik Boel, skrevet en kronik i Berlingske d.18. november 2012, betitlet ”Vil regeringen kurere EU-sklerosen?” I den springer han ud som den mest rabiate Unionstilhænger, der næsten tænkes kan, han overhaler endda Uffe Ellemann.

Hele kronikken er gennemsyret af en antagelse om, at alle problemer kan løses ved øget europæisk integration og union. Der er ingen reel gennemgang af dagens problemer, og ingen diskussion af løsningsmulighederne. Kun en indforstået antagelse om, at der skal skabes en union, uanset befolkningernes mening, og at mere union vil løse problemerne.

Alt dette er, hvad man kan vente fra Erik Boel, som er Europabevægelsens formand. Her er tale om en slags nyreligiøs bevægelse, hvor der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved trossætningerne. Men i en åben politisk debat kræves der andet og mere.

Her er kronikkens påstande:

EU som helhed skulle være ved at falde sammen. – Det ses ikke at være tilfældet. De velkendte mekanismer – det indre marked, toldunion, landbrugsstøtte o.s.v. – fungerer som altid.

Det er nødvendigt at styrke den folkelige forankring.  – Ja, det tør siges. Løsningen, der anvises, er at skære valgperioderne i EU ned fra 5 til 4 år, færre kommissærer, direkte valg af kommissionsformanden! Skulle det hjælpe?

Euroen. Det hævdes i kronikken, at den blev indført for at forhindre konkurrerende devalueringer. Forkert. Ganske vist forhindrer et euro-medlemskab i sagens natur devalueringer, desværre ikke kun konkurrerende, men også strengt nødvendige – det er derfor, Sydeuropa er ved at gå i økonomisk nedsmeltning. Men euroen blev indført som et middel til at fremme den europæiske unionsdannelse, uanset at den er et økonomisk misfoster og en praktisk umulighed i den virkelige verden. – Det foreslås at løse krisen i de sydlige Euro-lande ved at styrke den økonomiske union ved strammere regler for de deltagende lande, at etablere et fælles banktilsyn og at indføre automatiske straffe overfor de lande, der overtræder de fælles spilleregler. – De sydeuropæiske landes nuværende nedtur skyldes, udover økonomisk uansvarlighed, at de har låst sig fast i en Euro, der er overvurderet i forhold til deres formåen. Strammere økonomisk politik vil delvis afhjælpe dette, hvis ikke landene er brudt helt sammen forinden, men der skal mere til end fælles økonomisk politik for at muliggøre en valutaunion. Et fælles banktilsyn er næppe mere effektivt end nationale – EU kan jo ikke engang aflægge sit eget regnskab, så det kan godkendes af revisorerne. Men prøv da bare. Og straffe – skulle det hjælpe, hvis lande, der er i underskud, pålægges endnu større udgifter til bøder?

Fælles asylpolitik. Ja, men ikke, hvis lande som Sverige skal have bestemmende indflydelse! Så vil det først gå helt galt.

Udenrigspolitikken skal fremover være fælles og bestemmes gennem flertalsafgørelser, dog med ret til at afstå! Helt utopisk, bortset fra afståelsesretten. Den ville blive flittigt brugt!

Opgør med EU's mange fonde til diverse formål. – Ja, her kunne en udtynding være på sin plads.

Endelig mener forfatterne, at det er ”hul i hovedet og et stort spild af ressourcer, at de 27 EU-lande har hver sit forsvar”. Det er nok muligt, at der er flere rationaliseringsgevinster at hente ved øget standardisering af materiel m.v. Det er jo Foghs store slagnummer i NATO under titlen ”smart defense”, men som en amerikansk politiker sagde: ”Jeg har set den film før”. Fogh ved sikkert godt, at man har talt om dette i NATO i 30-40 år, og de mindre lande som Danmark har for længst indført princippet, fordi vi er for små til at producere de gængse typer materiel selv – fuldstændig ligesom ved f.eks. bilindustrien. Men de mellemstore NATO-lande vil simpelt hen ikke afvikle deres egne våbenindustrier.

Noget andet er tanken om et egentligt fælles EU-forsvar. Rohde negligerer fuldstændig, at EU's deltagere stadig er suveræne stater, og det er en stats endelige ret og pligt at sikre sin eksistens – og det kræver magtmidler, herunder militært forsvar. Landene vil aldrig give afkald på dette, uanset hvad der stilles op af Europa-enheder o.s.v.

Alt i alt er kronikkens holdninger solidt plantet i den blå luft, og derfor blev udpegningen af Rohde som Venstres spidskandidat til næste EU-valg droppet på Venstres landsmøde samme dag, som kronikken blev trykt.

Kronikkens afskedssalut var: Danmark må have medindflydelse på det igangværende arbejde med en ny EU-traktat. Vi kan af frygt for folkestemningen vælge at lade stå til. Eller vi kan medvirke.

Rohde foreslår altså at blæse på befolkningen og bare køre videre med EU-unionen. Han er i sandhed blevet europæiseret af sine få år i Bryssel!