Det seneste forlig om Forsvaret

Med det seneste forlig om Forsvaret mellem SSFR-regeringen og de borgerlige partier er det nu klart, at selve forsvaret af det danske territorium stort set skal afskaffes. Der skal nu næsten udelukkende satses på udsendelse til politimæssige opgaver i fjerne udviklingslande. Hæren skal reduceres til tre bataljoner, og mobiliseringsstyrken afskaffes.

Denne udvikling er egentlig drevet frem af Forsvarets egne personelorganisationer fra 1990’erne til i dag. Som tidligere anført finder de det ikke fagligt udfordrende at uddanne værnepligtige på Borris Skydeterræn, de vil hellere ”gøre en forskel” i Afghanistan eller Irak. Og politikerne er gået med hele vejen.

Jeg mener nok, at der er en vis mening i udviklingen. Det er da fint at prøve at hjælpe andre folk, selvom det er mere meningsfuldt i nogle lande end i andre. Og det er fint at samle points på goodwill-kontoen hos de to eneste lande, der vil hjælpe os, hvis vi nogensinde skulle få brug for det: USA og UK. Og det er også en nyttig ting at træne i en virkelig konflikt med livet som indsats, hvis man vil det.

Men: Det er ikke godt helt at afskaffe det hidtidige danske forsvar med tilhørende værnepligt. Det gav et langt bredere spektrum af handlemuligheder, og ingen kender fremtidens behov – de kan ændre sig, hurtigere end vi kan forudse. Og det var dette system, der producerede de enheder, der har klaret sig så godt i Eks-Jugoslavien, Irak, Afghanistan og Libyen, og andre steder. Ved Operation Bøllebank havde Hæren ikke været i krig siden 1940, det var en fredstidsuddannet styrke, og alligevel klarede den opgaven. Det burde fortælle, at det hidtidige system ikke var så ringe, og at vi godt kan uddanne enheder hjemme, uden at de skal have været i krig.

Desuden er den krigserfaring, som Hæren opnår i disse år, af en ret speciel art. Det er jo en ensidig forestilling: Vi har en enorm ildoverlegenhed med vore kampvogne og infanterikampkøretøjer, og hvis det ikke engang er nok, kan vi tilkalde allieret artilleristøtte og luftstøtte. Under alle omstændigheder trækker Taliban sig tilbage og skjuler sig, evt. mellem civilbefolkningen, indtil næste gang. Hvis vi nogen sinde skulle møde en anden moderne hærstyrke, er vi helt uvant med fjendtlig artilleri, kampvogne og flyangreb. En noget ensidig træning, må man mene.

Desuden giver en lille, professionel hær risiko for fremkomst af en indadvendt mentalitet, som kan resultere i kedelige affærer, som det danske forsvar hidtil har været forskånet for. Alt i alt mener jeg, at det er forkert at skrotte det hidtidige system. Det har fungeret godt.

Besparelseskravet på 2 til 2,7 mia. kr. om året taler for sig selv. Det danske forsvarsbudget har altid været meget lavt, det er ikke det, der har givet os verdens højeste skattetryk. Det er virkelig at hoppe over, hvor modstanden er mindst, når Løkke valgte at skære 15% her.

Endelig den seneste affære med auditørtiltale mod en kompagnichef, der havde tilkaldt en britisk kamphelikopter til at angribe nogle lokale, der tilsyneladende var i færd med at placere en vejsidebombe. Det er ikke helt klart, om dette angreb overhovedet var en fejl. Det står dog ret klart, at kompagnichefen handlede korrekt under omstændighederne. Der vil altid ske uheld, og i krig kan uheld få de alvorligste følger. Det skal dog ikke medføre retslig tiltale mod den, der eventuelt udløste uheldet, hvis han ellers handlede forsvarligt.