OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

lørdag den 29. december 2012

Kommissionsundersøgelsen af statsministerparrets skattesag skrider adstadigt fremad


Kommissionsundersøgelsen af statsministerparrets skattesag skrider adstadigt fremad, men det virker på dette tidspunkt, som om gassen er ved at gå af ballonen. Personen, der startede hele balladen, direktør i Skat København Erling Andersen, er nu blevet afhørt, og han kunne ikke bidrage med noget substantielt – kun med sine egne meninger om, hvordan forløbet skulle fortolkes.

Sagen startede med, at Erling Andersen (EA) skrev et notat til daværende skatteminister Möger, hvori han klagede over, at den tidligere Venstre-skatteminister Troels Poulsen – gennem sin spindoktor og sin departementschef – havde prøvet at påvirke Skat Københavns afgørelse i familien Thornings skattesag i retning af, at ægtemanden skulle være skattepligtig i Danmark. Som bekendt blev afgørelsen, at han var skattepligtig i Schweiz. - Det ser nu ud til, at EA intet håndfast har at underbygge sin anklage med. Han kan kun henvise til ministeriets store interesse for sagen.

Ærlig talt: Er den interesse så mærkelig? Der var tale om lederen af oppositionen, der i årevis havde talt for, at især de velstillede skulle betale mere i skat for at finansiere velfærden. Og nu fremstod hendes familie selv som beslutsomme skatteminimalister – bl.a. havde hun selv i flere år uberettiget benyttet sin mands personfradrag, og da det det blev opdaget, var 5 års forældelsesfristen udløbet. Hun nægtede at efterbetale frivilligt. Det er forventeligt, at familiens skatteforhold nu tiltrak interesse.

Et underpunkt i EA’s sag mod den tidligere minister og hans departementschef var, at disse ønskede sagen tilføjet en bemærkning om, at afgørelsen var truffet ”henset til familiens særlige arbejds- og familieforhold”.  Dette mente EA var for at ”tilsvine” Thorning-parret, idet det skulle henlede opmærksomheden på nogle rygter om manden, Stephen Kinnocks, seksuelle præferencer. Også denne EA-tanke synes mærkværdig. Disse rygter havde været kendt længe i mediekredse, og i vore dage har sådanne rygter kun nyhedens interesse – og den var allerede forduftet. 

Egentlig forekommer det, at Skat Københavns afgørelse om, at Stephen Kinnock ikke var skattepligtig i Danmark, alt taget i betragtning er mere belastende for parret end den modsatte afgørelse. Nu fremstår de – fruen er som bekendt socialdemokrat og statsminister – som personer, der ønsker at benytte enhver mulighed for at minimere deres skat. I modsætning til andre, f.eks. afdøde Simon Spies, der ikke ville benytte nogen som helst kneb, men betalte sin fulde skat med tilfredshed.

Det ser på nuværende tidspunkt faktisk ud til, at Erling Andersen kommer mest forpjusket ud af sagen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar