Nobels fredspris til EU

Så har EU fået Nobels Fredspris. Begrundelsen er først og fremmest, at EU har sikret, at der ikke igen er udbrudt krig i Europa efter 1945.

Hele optrinet er sikkert velment, men temmelig meningsløst. Godt nok var EU’s forløber, Kul- og stålunionen fra 1951, tænkt som et instrument til at umuliggøre fremtidige krige mellem Tyskland og Frankrig, og godt nok har der ikke været krige i Vesteuropa siden 1945. Men at give EU æren for det er meningsløst.

For det første går oplyste, demokratiske stater slet ikke i krig med hinanden. Der findes mig bekendt ikke eksempler på det i Verdenshistorien.

For det andet har Vesteuropa været under USA’s militære beskyttelse gennem NATO siden 1949. Det er endnu en tilstrækkelig grund til, at krig mellem europæiske lande er utænkelig.

Derfor smykker EU-toppen sig med lånte fjer i Oslo i dag.

Men hvad har EU så udrettet? Man startede som en toldunion. Det var en succes. Den blev suppleret med den fælles landbrugspolitik, udtænkt af den hollandske socialist Sicco Mansholt. Det medførte høje priser, overproduktion og smørbjerge. Så kom det indre marked. Det var en succes, men det har nu medført, at billig østeuropæisk arbejdskraft udkonkurrerer en række vestlige erhverv.

Kronen på værket er den usalige Euro, valutaunionen, der tiltrækker økonomisk svage lande, som et stearinlys tiltrækker møl. De katastrofale resultater kan efterhånden observeres i Sydeuropa, men al velbegrunder kritik overhøres.

Under det hele ligger, at unionstilhængerne har erklæret krig mod de europæiske nationale samfund. Vi skal alle harmoniseres, skal vi. Og folkene skal ikke stemme om den slags!

Man har sagt, at kejser Nero spillede på lyre, mens Rom brændte. Man får kedelige associationer, når man ser EU-toppen lade sig hylde på Hotel Grands balkon, mens grækere og spaniere må gå fra hus og hjem, ikke udelukkende, men blandt andet på grund af Euro-fantasien.