EU-tilhængerne fortsætter ufortrødent med at fortælle os, at
EF/EU har været afgørende for at opretholde freden i Europa i efterkrigstiden.
De krige, man mener, at vi teoretisk kunne have oplevet
indenfor Europa, er næppe f.eks. Italien mod Luxembourg. Det, man sigter til,
er uden tvivl en tysk revanchekrig. Men mod hvem? Efter 1945 fik (Vest)Tyskland
en behagelig fred, bl.a. med Marshallhjælp til genopbygning, mens Østtyskland
blev udplyndret af Sovjetunionen. De første årtier var Vesttysklands ledende
lag godt nok veteraner fra Nazityskland, der udgav officielle landkort, hvor de
tabte østtyske provinser øst for DDR blev betegnet som ”for tiden under polsk
administration”, men det kunne næppe true freden mellem de vesteuropæiske
lande.
De år var jo domineret af den kolde krig, og den eneste
krig, man for alvor frygtede, var et sovjetisk overfald på Vesteuropa. Især
frygtede man det i Vesttyskland, fordi de lå i frontlinien og ville blive
slagmarken.
Dertil kommer, at hele Tyskland fra 1945 og frem til Murens
fald faktisk var besat af 2. Verdenskrigs fire sejrende magter, og besat med
stærke, atombevæbnede styrker. Det ville gøre det noget svært for Vesttyskland
at starte en krig.
Desuden var næsten hele Vesteuropa medlemmer af NATO, så
alle landene var sikret af USA's overvældende magt, herunder dets atomvåben.
Endelige rådede Vesttyskland ikke over atomvåben, i
modsætning til Storbritannien og Frankrig. Det gør tanken om tysk militær
aggression helt umulig.
Altså en hel stribe grunde til, at EF, senere EU, absolut
ikke kan takkes for, at der har været fred mellem de europæiske lande efter
1945. Den væsentligste årsag er dog, at der ikke i nogen af de vesteuropæiske
lande har været nogen som helst ønsker om at starte nogen som helst krig mod
andre europæiske lande. EF/EU eller ej.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar