Euro-problemerne – der blev faktisk advaret i tide

De seneste års økonomiske krise i Vesten har især ramt hårdt i Sydeuropa. Den skyldes ikke blot den amerikanske finanskrise, den spanske boligboble eller mange landes årelange statsunderskudspolitik. Den har fået det sidste, forfærdelige skub af de sydeuropæiske landes medlemskab af Euroen, hvorved deres mindre konkurrencedygtige økonomier er blevet bundet til den tyske, og andre nordeuropæiske, mere effektive økonomier. Herved er den mindst effektive del af de sydeuropæiske landes arbejdsstyrker blevet hægtet af arbejdsmarkedet, og det er et åbent spørgsmål, hvornår de kommer med igen. Katastrofen er en realitet, og de politiske konsekvenser i form af yderligtgående bevægelser er begyndt at dukke op.

I den situation er det bemærkelsesværdigt, at den nye Nationalbankdirektør, Lars Rohde, i et interview går ind for, at Danmark skal tilslutte sig Euroen, altså afskaffe kronen. Hans argumenter er, at det er ineffektivt at have sin egen valuta – det er en slags teknisk handelshindring, kalder han det – og så vil han gerne sidde med ved bordet, hvor beslutningerne træffes.

Til det første argument kan svares, at det da går ganske godt trods den hindring, som en egen valuta er. Og selv om vi tilsluttede os Euroen, ville ca. halvdelen af vor udenrigshandel stadig være med lande med andre valutaer, der svinger kraftigt overfor Euroen. Og desuden fører vi jo en politik med en ret konstant kurs overfor Euroen i ERM-samarbejdet.

Angående medbestemmelse ville den være fuldstændig illusorisk. Når Tyskland og Frankrig med møje og besvær er blevet enige om noget, kommer små lande ikke til at ændre noget af betydning. Men selvfølgelig må det da være interessant og nyttigt at være med i den eksklusive klub.

Men ikke nok til at ofre vore fremtidige handlemuligheder og gå ind i Euroområdet.

I øvrigt kiggede jeg forleden i mine gamle papirer og faldt over et indlæg af professor Jesper Jespersen i Berlingske Tidende fra d. 2. august 2000. JJ havde deltaget i udarbejdelsen af en ØMU-rapport før folkeafstemningen i september 2000 om dansk Euro-tilslutning og var kommet med en særudtalelse, hvor han frarådede dansk ja. Dette kritiserede flere ja-sigere, og Berlingske mente, at JJ havde ladet sig styre af sine følelser i stedet for af fornuft.

Hertil svarede JJ bl.a. ved at henvise til en stribe økonomiske Nobelprismodtagere, de danske økonomiske vismænd osv, og jeg citerer: ”Det gennemgående argument for disse økonomer er, at ØMUen (nu Euro-området. GB) omfatter for mange og for forskellige lande til, at de udgør et såkaldt optimalt valutaområde. Derfor er der en betydelig risiko for, at der i fremtiden opstår regionale spændinger, som ikke vil kunne udjævnes alene gennem nationale finanspolitiske tiltag.”

Og præcis sådan er det gået. Ovennævnte er kun et af utallige eksempler på, at der blev advaret om konsekvenserne af at skabe et så stort og forskelligartet Euro-område, men de ansvarlige politikere – og meningsdannere – ville ikke lytte. Og nu sidder vi – især de svage lande - med følgerne. Vi andre mærker de afledte konsekvenser i form af lavere økonomisk vækst i Europa, end der ellers ville have været.

Sagen minder faktisk lidt om den europæiske masseindvandringspolitik. Også her blev der advaret, forgæves, og nu begynder bandekrigene og brandstiftelserne for alvor. Problemerne er størst for de svage europæere i de sociale boligområder, vi andre mærker foreløbig mest de afledte konsekvenser i form af utryghed og unødvendigt ressourceforbrug.