OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

søndag den 7. juli 2013

Mere gang i økonomien: Hvordan?

Finanskrisen synes for Danmarks vedkommende nu at være ved at være ovre, og nu drejer det sig dels om at forstå krisens årsager, så vi kan mindske risikoen for gentagelser, dels om at få økonomien op i højere omdrejninger.

Under normale forhold er samfundsøkonomien som en organisme, der ikke bevæger sig efter en snor, men som har høj- og lavkonjunktur, der bestemmes af udsving i investeringer og i forbrugstilbøjeligheden. Krisen, der startede i efteråret 2008, var imidlertid af en anden, langt alvorligere karakter. Forspillet til den var en lang opgangsperiode i 00’erne, hvor især ejendomspriserne blev spekuleret op i urealistiske højder i hele den vestlige verden. Dette blev finansieret af banker og andre kreditgivere, der i grådighed kastede alt professionelt kredithåndværk overbord.

Da ejendomsboblen omsider bristede i USA, gik det derfor hårdt ud over finanssektoren, der truedes af reelle sammenbrud, og kreditgivningen mellem bankerne gik i stå. Derved bredte krisen sig til hele verden, og den lettede kun, fordi regeringerne gik ind og støttede bankerne med forskellige ordninger. I Danmark dog med ordninger, der ikke kostede skatteyderne en krone, tværtimod.

Men krisen havde flere dimensioner. I 00’erne havde flere lande i Sydeuropa ført en uansvarlig finanspolitik i ly af deres Euro-medlemskab, og disse lande stod nu overfor en statsgældskrise, der over de følgende år krævede særlige støttetiltag fra de øvrige Eurolande, læs Tyskland. Samtidig er de sydeuropæiske lande nu blevet nødt til at nedbringe deres offentlige underskud på kort tid, og dette har skabt deres nuværende høje arbejdsløshed og depression.

Oven i dette kommer deres ulyksalige holden fast ved Euro-medlemskabet, hvorved de fortsætter med en nu stærkt overvurderet valuta, der øger deres erhvervslivs vanskeligheder og yderligere forværrer deres beskæftigelse.

Læren af dette er simpel: Banker skal ikke finansiere ejendomsspekulation, men kun erhvervsmæssigt velbegrundede ejendomskøb og byggerier. Staterne skal føre en forsigtig finanspolitik. Og man skal ikke lave valutaunioner mellem lande med forskellig økonomisk udvikling.

Alt dette er gammel viden, men det trænger med mellemrum til at blive genopfrisket!

Men hvordan kommer Danmark nu videre og får mere gang i økonomien?

Den væsentligste økonomiske aktivitet og beskæftigelse foregår hos hovedaktørerne, virksomhederne og borgerne. Uden om dem er der en række bi-aktører: Udlandet, staten, kommunerne, bankerne, kreditforeningerne, livs- og pensionskasserne. De påvirker den økonomiske aktivitet, både direkte ved at skabe indkomststrømme ud eller ind fra hovedaktørerne, eller indirekte ved at bestemme de juridiske og finansielle forhold, der også påvirker hovedaktørerne – f.eks. kreditgivning eller skatteregler.

I dagens Danmark er der løbende en nettostrøm af indkomster fra udlandet i kraft af vores store overskud på betalingsbalancen, og i disse år er der også en nettostrøm af indkomster fra staten. Dette burde skabe økonomisk vækst hos hovedaktørerne, men i nedadgående retning trækker forbrugernes store tilbageholdenhed med at bruge penge og virksomhedernes vanskeligheder med at få finansieret deres ønskede investeringer, fordi bankernes kreditgivning er i klemme.

Andre faktorer hos bi-aktørerne suger direkte købekraft ud af hovedaktørerne: Kommunerne sparer faktisk op, banker og kreditforeninger skal opbygge deres egenkapital og sparer derfor også mere op end normalt, livs- og pensionskasserne er ved at opbygge nye pensionsordninger for bredere kredse end tidligere og opsamler derfor også købekraft.

Der er altså mange forhold, der holder den økonomiske aktivitet nede. Nogle af dem kunne man direkte afhjælpe: Bankerne kunne få lempet kravene fra Finanstilsynet en smule, kommunerne kunne blive bedre til at udnytte deres muligheder.

Af nye tiltag kunne man indføre straksafskrivning for virksomhederne. Det ville kun være et likviditetstab for staten, men ikke reelt koste den noget. Og man kunne lade livs- og pensionssektoren finansiere, og også direkte stå for, offentlige investeringer, der ellers alligevel skulle afholdes i fremtiden, og så lease det investerede ud til stat og kommuner over f.eks. 10 år.

Alt dette for at øge udnyttelsen af den bestående kapacitet hos hovedaktørerne. Egentlig økonomisk vækst vil jeg behandle i en senere post.  


Ingen kommentarer:

Send en kommentar