Det radikale menneskesyn

De radikale og Dansk Folkeparti har en enkelt ting tilfælles: Masser af mennesker afskyr dem.

Det er jo ellers ikke, fordi de to partier ligner hinanden. I de to allerførste poster på denne blog har jeg foreslået en placering af landets partier i et landskab med to akser: En traditionel økonomisk højre-venstre og en værdipolitisk. På den værdipolitiske kalder jeg de traditionelle, nationale, folkelige værdier for borgerlige eller højre og de modsatte: De akademiske, teoretiske, internationalistiske for venstre eller elitære.

De borgerlige synspunkter mener jeg baserer sig på en retfærdighedsbetragtning: Enhver skal have, hvad han har gjort sig fortjent til, enten det drejer sig om penge, straf, statsborgerskab eller andet. De venstreorienterede mener, at enhver skal have, hvad han har brug for, hvad enten det er andres penge, andres land, eller hvad som helst.

I dette landskab ligger de radikale økonomisk et godt stykke til højre – ”sådan er det jo” – men værdipolitisk ligger de helt til venstre. DF ligger økonomisk lidt til venstre og værdipolitisk godt til højre.

Når mange mennesker ikke kan lide DF, er det nok, fordi DFs værdipolitik ikke er drevet af godhed, som de venstreorienterede og akademiske kredses er det. Derfor betragtes DF som det modsatte af god, hvilket naturligvis er urimeligt.

Når folk ikke kan lide de radikale, er det typisk ikke på grund af deres benhårde økonomiske politik, men på grund af deres værdipolitik, eller rettere kontrasten mellem deres økonomiske og værdipolitiske holdninger. De radikale rummer simpelt hen på samme tid den mest verdensfjerne, tossegode naivitet og den mest kyniske, hensynsløse egoisme. Altså dobbeltmoral.

Denne påstand kræver belæg. Tag udenrigs- og forsvarspolitikken. I trediverne sværmede de radikale for neutralitet og gennemtvang dansk nedrustning, idet de påstod, at Folkeforbundet kunne give os sikkerhed. Men da først landet var blevet besat, var det en radikal udenrigsminister Scavenius, der meldte os ind i Hitlers Komintern-pagt vendt mod Sovjet. Samarbejdsregeringen internerede også de danske kommunister og forsynede gladelig den tyske krigsmaskine, alt sammen for at vi kunne slippe så let gennem krigen som muligt.

Et eksempel fra i dag: De radikale har været en drivende kraft i undervisningssystemets nedtur. Men ingen radikal vil sætte sine egne børn i en ”inkluderende” folkeskole godt fyldt op med adfærdsvanskelige analfabeter – de vælger privilegerede skoler.

Det værste eksempel er udlændingepolitikken. Her har de radikale været afgørende for at muliggøre den masseindvandring af personer fra klodens mest uudviklede områder, der har fundet sted de sidste årtier, og hvis skadelige konsekvenser vi først lige er begyndt at mærke. Men de radikale bosætter sig ikke selv sammen med de mest integrations-trængende. De står på sidelinien og kritiserer de danskere, der vånder sig.

Hvis udviklingen fortsætter, kommer der vel en dag, hvor de radikale selv ikke kan undslippe følgerne af masseindvandringen. Så vil naiviteten pludselig blive erstattet af hensynsløs egoisme – det ville være interessant at skue, hvilken udlændingepolitik de så ville kræve!