OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

fredag den 9. august 2013

Læren fra Afghanistan-indsatsen

Der er kommet liv i den hjemlige debat om Afghanistan-indsatsen, dens mål og resultater.

Den vigtigste lære er, som flere gange anført, at det igen er blevet påvist, at George W. Bush-Anker Jørgensen-doktrinen ikke holder. Ifølge denne doktrin ønsker alle folkeslag til alle tider at leve under vestlige, demokratiske samfundsforhold, ifølge AJ endda under socialdemokratiske velfærdssamfundsforhold, og hvis de ikke lever sådan i dag, skyldes det onde kræfters spil. Hvis blot disse onde kræfter fjernes, vil de pågældende lande springe ud som frie, demokratiske samfund.

Denne teori holder som bekendt ikke. Et demokratisk samfund forudsætter en oplyst, civiliseret, veluddannet befolkning. Hvis den forudsætning er til stede, bliver et ufrit samfund demokratisk, når det får lov. Eksempel: Østeuropa efter Murens fald i 1989. Hvis den ikke er til stede, forbliver samfundet kaotisk. Eksempel: Irak efter Saddams fald, Egypten, - Afghanistan.

Når Bush og andre tror på doktrinen, skyldes det måske, at de har fået Eisenhowers erindringer om Anden Verdenskrig galt i halsen. De hedder ”Korstog i Europa” (korstog for demokratiet). Og ja, dengang lykkedes det at fjerne et diktatur – Hitlers – og erstatte det med demokrati. Men det skyldtes netop, at forudsætningen for demokrati var til stede i Tyskland i 1945.

Disse forudsætninger er altså ikke til stede i Afghanistan i dag. Så hvis vi i 2005 troede, at vi kunne gøre landet demokratisk på nogle få år, har indsatsen været fejlslagen. Men hvis vi ønskede i det mindste at hjælpe landet et stykke på vej med uddannelse og organisering, har vi opnået, hvad der var muligt. Og ja, det har kostet tab, men de har ikke været større, end hvad man må påregne i sådan en situation. Og de har stået i forhold til, hvad vi dog har nået.

- Men en anden lære er, at militær overmagt ikke er alt. Militært kan Vesten – især USA – besejre de fleste, som Saddam i Irak og Al Queida i Afghanistan i 2001. Men militære styrker er ikke de mest velegnede til at bekæmpe terrorister og opretholde ro. Det har de mange års tilstedeværelse i Irak og Afghanistan i 00’erne demonstreret.

Militære styrkers formål er at kunne bestemme, hvem der skal opholde sig på et givet område. For at bestemme det skal de tilintetgøre fjendens militære formationer. Opretholdelse af ro i et område er en politiopgave, og dertil et spørgsmål om politisk at vinde folk for sin sag. At sætte militæret til det sidste er ineffektivt. Det fjerner desuden militærets egen fokus på de to midler, som allerede Napoleon beskrev som afgørende for en hær: Ildkraft og bevægelighed. I stedet er fokus nu rettet mod beskyttelse mod vejsidebomber. Ikke særlig brugbart i en fremtidig konfrontation med en moderne modstander.

Nu må så fremtiden vise, hvor varige resultaterne i Afghanistan er, når landets egne styrker efter 2014 skal stå for sikkerheden. Hvordan vil et demokrati fungere, hvis flertallet af befolkningen er analfabetiske religiøse fanatikere? Visse kredse i Vesten- f.eks. EU-parlamentet - er hurtige til at kræve demokrati i alle lande, også de mest tilbagestående. Er det med sikkerhed det bedste for de lande? Algeriet? Egypten? Fortsæt selv listen…


Problemet er selvfølgelig, at vores politisk korrekte lighedsdogmer er vores nye religion, som ikke tillader sådanne rationelle overvejelser.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar