Tysklands handelsoverskud eksploderer – ingen nævner Euroen

D. 10. november 2013 rapporterer Berlingske om det seneste tyske overskud på handelsbalancen, der i september 2013 nåede op på 20,4 milliarder Euro eller ca.150 milliarder kr. I første halvår 2013 var overskuddet 96 milliarder Euro eller 7,2 procent af Tysklands bruttonationalprodukt.

Dette gigantiske overskud modsvares naturligvis af underskud hos Tysklands samhandelspartnere, og flere af dem er begyndt at tale om forholdet som et destabiliserende problem. Foreløbig afviser tyske ministre og erhvervsfolk dog, at der overhovedet er et problem.

Men sagen er jo, at Tysklands overskud (ligesom f.eks. Danmarks!) suger købekraft ud af samhandelspartnerne, som de så i bedste fald kan få igen i form af lån. Det er ikke særlig stabilt på længere sigt, og hvis Tyskland blot ophober overskuddene i den finansielle sfære, virker de i sig selv deflationsskabende.

Man har kun kommet ind på nogle af årsagerne til det tyske overskud, idet man nævner forhold som lave tyske lønstigninger og høj produktivitet. Men ingen nævner en meget væsentlig årsag, nemlig at den tyske valutakurs – nu kaldet Euroen - nu er politisk påvirket. Jeg kan kun gentage, hvad jeg skrev d.12. december 2011:

”I de sidste 10 år har disse lande (Sydeuropa) haft en dårligere inflations- og produktivitetsudvikling end Tyskland. Dette ville før Euroen have medført et pres nedad på deres valutaer, men dette er ikke muligt nu med Euromedlemskabet. Derfor sker tilpasningen nu i form af lavkonjunktur og høj arbejdsløshed i disse lande. De har ikke betalingsbalanceproblemer, der ellers ville have fremtvunget en tilpasning. De har i stedet fået finansieringsproblemer.

Samtidig har disse landes problemer presset Euroen lidt ned i kurs i forhold til, hvor den ville ligge, hvis Tyskland var alene i Euroområdet. Dette medfører for den tyske økonomi reelt en lille devaluering, der hjælper de tyske eksporterhverv og generer de tyske importerhverv. Det vil sige, at Tyskland i realiteten lukrerer på den kedelige situation, mens de sydeuropæiske lande lider. Tyskerne har næppe spekuleret i dette ved Euroens indførelse – det var ikke dem, der ønskede den indført – men det betyder dog, at de nu har endnu bedre råd til at betale for Euro-områdets opretholdelse!”

Og det er det, vi ser nu, i hvert fald for en del af det tyske handelsoverskuds vedkommende. Men naturligvis er der ingen af de ”ansvarlige” politikere eller de politisk korrekte journalister, der sætter spørgsmålstegn ved Euroens meriter. De herskende klasser har en gang for alle besluttet, at Euroen er et politisk projekt, der er alle økonomiske ofre – i hvert fald ofre blandt de sydeuropæiske lavere klasser – værd. Ingen taler om Euro-elefanten i rummet.

Det er nærmest ligesom masseindvandringen fra klodens fattige og uudviklede lande til de rige og udviklede – ingen taler om de massive problemer, den medfører, foreløbig især for de lavere klasser. Man accepterer folkevandringen som et givent vilkår. Hvad den ikke er!