OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

fredag den 24. oktober 2014

Forsvarsudgifterne og danske politikeres reaktion på Putins Rusland

De seneste år har Putins Rusland øget sit pres på sine vestlige naboer, foreløbig kulminerende med annekteringen af Krim og destabiliseringen af det østlige Ukraine. NATO-landenes reaktion har været at fortsætte nedskæringen af deres forsvar og fortsætte omlægningen af det resterende militær til at være internationale politistyrker. De russiske magthavere tror næppe deres egne øjne, og fortsætter ufortrødent med at opbygge Ruslands militærs offensive kapacitet og dermed pressionsmuligheder.

Nu er nogle danske politikere ved at få kolde fødder, aktualiseret af den svenske ubådseftersøgning i Stockholms skærgård. Berlingske – der selv i årevis kritikløst har fulgt nedlæggelsen af det danske territorieforsvar – er nu blevet bekymret og har spurgt Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, hvad han vil gøre. De danske forsvarsudgifter er låst fast på godt 20 milliarder kr. om året, og er snart nede på 1,2 % af bruttonationalproduktet (BNP).

TLP har ”det klare budskab”, at han ønsker sagen grundigt undersøgt! Nu står Venstre heller ikke kønt: Det var under Anders Fogh, at man satte fuld fart på afviklingen af territorieforsvaret – hærens artilleri og luftværnet, Ubådene og minevåbnet, nedskæring af flyvevåbnet – og Lars Løkke satte kronen på værket med sin ekstra reduktion af forsvarsbudgettet i 2010 på 15 % eller 2,7 mia. kr. om året, en nedskæring, hvis ødelæggende konsekvenser nu ruller gennem forsvaret.

Men på trods af, at de ændrede udenrigspolitiske vilkår nu er så tydelige, at selv professionelle politikere ikke længere kan ignorere dem, udtaler TLP, at han ikke kan forestille sig forsvarsudgifter på 30 mia. kr.
Hallo – 30 mia. er kun godt 1,5 % af et BNP på næsten 2.000 mia kr. Har Venstre ikke godkendt i NATO, at vi skal stræbe efter at bruge 2 % om året?

Samme dag oplyser Berlingske, at regeringen har startet forhandlinger om en ny boligaftale, hvor der lægges op til at bruge 2,7 mia. kr. om året på at gøre ”udsatte boligområder mere trygge”. Dette er newspeak for, at man vil prøve at afbøde virkningerne af indvandrerbandernes hærgen ved at renovere bygninger, plante træer og sågar ”et mentalt løft”.

Vi har de politikere og den presse, som vi fortjener. Et velfungerende demokrati forudsætter en oplyst og interesseret befolkning. Hvis befolkningsflertallet ikke gider holde sig informeret, eller ikke interesserer sig for landets ve og vel, må vi alle tage følgerne. Vi har ellers aldrig haft bedre muligheder end i dag.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar