Armslængdeprincippet – newspeak for ansvarsfralæggelse

Det forekommer oftere og oftere, at ministre afslår at blande sig i underordnede organers afgørelser med henvisning til ”armslængdeprincippet”, der skulle gå ud på, at ministeren ikke må blande sig i disse organers afgørelser og arbejde.

Det synes at være en misforståelse. Jeg er tidligere – d.5. april 2013 – kommet ind på dette princip, der synes at stamme fra skattevæsenets ligning af koncerner med intern handel. Det blev introduceret i kulturpolitikken af Julius Bomholt i 1960’erne, hvor staten begyndte at uddele støtte til kunstnere. Man lagde vægt på, at staten støttede, men ikke dirigerede kunstnerne.

Princippet er nu medtaget i skattelovgivningen, hvor ministeren ikke må blande sig i behandlingen af enkeltsager. Det synes rimeligt, selvom borgerne altid kan påklage afgørelser til domstolene med hensyn til lovmedholdeligheden. Men det kræver ressourcer. Under alle omstændigheder bedst at undgå mistanke om politisk indblanding i skatteligningen.

Men de sidste år synes armslængdeprincippet at have bredt sig ud over andre områder, hvor det ikke hører hjemme. Senest har Kulturminister Marianne Jelved afvist at blande sig i Danmarks Radios bestyrelses beslutning om at nedlægge Radioens Underholdningsorkester under henvisning til ”armslængdeprincippet”. Tilsvarende har justitsminister M. Frederiksen prøvet at fralægge sig ansvaret for Udlændingestyrelsens rapport om Eritrea med samme begrundelse.

Men det holder jo ikke. Der står i Grundloven, at den udøvende magt – statsadministrationen – er hos Kongen, d.v.s. regeringen. Magten kan uddelegeres, men ansvaret og beslutningsretten er i sidste instans hos ministeren, og regeringen som kollektiv. Kulturministeren skal ikke lægge programmerne for DR, men hun har ansvaret for de større beslutninger, såsom nedlæggelse af et kendt og veletableret ensemble i DR. Og justitsministeren skal ikke skrive Udlændingestyrelsens rapporter, men hun har stadig det politiske ansvar for dem.  

Armslængdeprincippet er blevet et fif til at prøve at fralægge sig ansvaret for ubehagelige afgørelser.