Derfor vil ECB s – Den Europæiske Centralbanks - massive obligationskøb ikke virke

Opsummering: ECB vil i de kommende måneder foretage milliardstore opkøb af Euro-landenes statsobligationer i markedet for at sætte gang i landenes økonomiske vækst. Jeg tror, at det blot vil puste den finansielle del af økonomien op, uden at sætte meget gang i den realøkonomiske aktivitet og beskæftigelsen. Jeg vil begrunde det her:

EU-landene, og især de sydlige Euro-lande, har siddet fast i økonomisk stilstand eller direkte tilbagegang, siden finanskrisen ramte i 2008. Årsagerne er flere: Uansvarlig boligboble i 00’erne, uansvarlig bankfinansiering af ejendomsspekulanter, i Sydeuropa uansvarlig statslig låntagning, mangel på fleksibilitet på arbejdsmarkederne. Og endelig elefanten i rummet: At Euroen blev indført, uden at de forskellige landes økonomier var tilpasset til hinanden – det kan de i øvrigt heller ikke. Alt dette har jeg tidligere skrevet om her.

Eurolandene har så i de forløbne 5-6 år foretaget en lang række tiltag, som skulle afbøde de løbende kriser. Statsgæld er blevet nedskrevet eller forlænget og rentelempet, banker har fået tilført kapital, statslige underskud er blevet reduceret med massearbejdsløshed til følge. Det eneste, der kunne hjælpe på beskæftigelsen, nemlig reformer på arbejdsmarkederne, øget tyske statsudgifter og de sydeuropæiske landes frigørelse fra Euroen, er ikke sket.

Nu har ECB, Den Europæiske Centralbank, så besluttet at prøve noget helt tredje: At foretage massive opkøb af statsobligationer fra alle landene i de kommende måneder. Man håber på den måde at sparke gang i økonomierne.

Jeg tvivler på, at det vil få den ønskede effekt. For at få et overblik over de nationaløkonomiske sammenhænge vil jeg tegne en figur:

Type/Sektor	Private	Virksomheder	Banker	Liv/Pens	Nat.Bank	Stat	Udland
Finansielle Kredsløb (aktiv+passiv)
Indkomst Kredsløb (drift)m.penge
Natural- Økonomi (varer og Tjenester)

Det mest grundlæggende økonomiske system er det nederste, hvor der blot udveksles varer og tjenester, eller ydes ensidigt: Sort bytteøkonomi er et eksempel, husmødres børnepasning et andet.

Det mere avancerede stadium er pengeøkonomien, hvor man køber og sælger varer og tjenester mod penge – først metalmønter o. lign., i dag altovervejende papirpenge og bankindskud.

Endelig har man siden Renæssancen fået et finansielt kredsløb, hvor man yder og modtager lån, kreditter og kapitalindskud. Her hører også investeringsaktiver som ejendomme, maskiner, skibe og varelagre til.

Der er en snæver sammenhæng imellem de to øverste typer kredsløb. De fleste vare- og tjenestekøb afregnes med enten penge, hvor både mønter/sedler og bankindeståender jo hører til i den øverste sektor, eller med kreditgivning med senere betaling, også hjemmehørende øverst.

Den midterste sektor, indkomstkredsløbet, er det altafgørende. Det er her, at værdierne skabes, at borgerne beskæftiges, at bruttonationalproduktet opstår. Men det kan kun ske i et godt samspil med den finansielle del af økonomien, hvor både betalingerne foretages, og hvor opsparingen opsamles og kanaliseres over i investeringer.

Imidlertid kan den finansielle sektor løbe løbsk. Det kan ske, når spekulanter handler aktiver med hinanden til stadig højere priser. En god indikator for en passende pris for et aktiv er den pris, det kan produceres til, eller for jord den tilbagediskonterede værdi af det fremtidige afkast af jorden. Når prisen stiger væsentligt herover, skyldes det forventning om, at prisen vil stige yderligere i fremtiden. Men den kan ikke blive ved med at stige og stige, på et tidspunkt kan køberne se, at prisniveauet er kommet op over, hvad aktivet på nogen måde kan indbringe, og prisen kollapser. De banker, der har finansieret spekulanterne, får ofte store tab. Dette skete i 00’erne.

Nu vil ECB så i de kommende måneder opkøbe Eurolandenes statsobligationer fra de nuværende ejere for mange milliarder Euro. Det vil betyde, at banker (og livsforsikringsselskaber og pensionskasser) får byttet deres beholdninger af statsobligationer om med indskud i ECB. Herved forøges den primære pengemængde, kaldet M1, og også den sekundære pengemængde, alt efter hvordan økonomien reagerer.

Det er svært at se, hvordan denne oppustning af de finansielle balancer skal skabe øget aktivitet i en tid med lav beskæftigelse. Renterne er i forvejen meget lave – hvorfor skulle virksomheder låne til nye investeringer, blot fordi renten bliver endnu lavere? Og de velkørende virksomheder kan allerede i dag godt låne i bankerne, hvis de vil – de dårligt kørende kan ikke, uanset større pengerigelighed.

Man nævner USA som eksempel på, at centralbankopkøb af statsobligationer har sat gang i økonomien. Men i USA er der samtidig sket en total omvæltning i realøkonomien, idet landet i de sidste år er blevet selvforsynende med olie og gas fra skiferlagene. Det betyder, at de mange milliarder dollars, der tidligere flød ud af kredsløbet og havnede i olielandene, nu bliver i USA. Desuden har staten kørt med driftsunderskud år efter år. Disse forhold har man ikke i Europa.

Derfor må man frygte, at udpumpningen af penge fra ECB blot vil resultere i, at endnu flere milliarder vil flyde rundt i det finansielle system på jagt efter gunstige placeringsmuligheder. Det var det, der skete i 00’erne, og mange spekulanter, der nåede at stå af undervejs, er blevet stenrige, og deres formuer skvulper rundt og skaber ustabilitet. Et stjerneeksempel er George Soros, der tjente en arbejdsfri milliard dollars i 1990’erne på heldig spekulation mod det britiske pund. Penge, der blev suget ud af den britiske økonomi og betalt af de britiske skatteydere.

Nu må man frygte, at der kommer fart på spekulationen i formueaktiver igen. Der kan komme både ejendomsbobler og aktiebobler, og undervejs spekulation mod valutaer, der forsøges holdt på en fast kurs. Det skete for nylig mod den schweiziske franc, og det sker i disse dage mod den danske krone.

Hvad burde Europa i stedet gøre? Droppe Euroen, give de sydeuropæiske lande yderligere gældsforlængelse og rentelempelse, øge de statslige investeringer i infrastruktur, øge brug af atomkraft (thoriumreaktorer), standse masseindvandringen fra Asien og Afrika, der koster formuer og skaber uro. Og standse Luxembourgs skatteordninger. Og gerne prøve at begrænse spekulanternes handlefrihed, og helst beskatte deres gevinster.