OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

onsdag den 20. juli 2016

Efter Brexit-afstemningen i UK: There will always be an England

- Men ikke nødvendigvis et EU.

Det britiske folkeafstemningsresultat d.23. juni gav et lille, men klart, flertal for, at UK skal forlade EU. Dermed føjer resultatet sig til den lange række af afstemningsresultater fra Danmark, Frankrig, Irland, Holland m.fl., hvor befolkningerne hver eneste gang siger nej tak til mere EU. (Det er derfor, vi ikke bliver spurgt så ofte).

Mange kommentatorer har kloget sig om årsagen til nej’et. Men sagen er jo ganske simpel: De fleste europæiske befolkninger ønsker aldeles ikke nogen overstatslig union, men derimod gerne mellemstatsligt samarbejde. Eneste undtagelser er tyskerne, belgierne og vist luxembourgenserne, alle folk med specielle forhistorier.

Man kan måske undre sig over, at de britiske nej-sigere ikke var mere tilfredse med alternativet, der jo var fortsat EU-medlemskab justeret med Camerons forhandlingsresultat - det indebar nej til britisk deltagelse i yderligere unionsdannelse, jfr. min postering af 26. februar 2016. Men det viser blot, hvor utilfredse mange europæere er med alt, der har med EU at gøre.

Hvad sker der så nu? Der vil blive forhandlet en ordning på plads, hvor UK fortsat kan handle med EU næsten som i dag, måske ligefrem en toldunion, men i hvert fald en frihandelsaftale. Der kan opstå problemer med tekniske handelshindringer, når UK ikke længere er i det indre marked – Frankrig er nærmest verdensmester i den sport. Og der forestår vanskelige tekniske forhandlinger om landbrug og fiskeri, men verden fungerede altså før UKs indtræden i 1973, og den vil også fungere efter en udtræden.

Nogle (dvs EU-tilhængere) har udtrykt bekymring for, at Brexit vil skade det vestlige forsvarssamarbejde. Hertil vil jeg postulere, at det intet vil betyde. Selvom mange unionstilhængere synes at have glemt det, er hele Vestens sikkerhed overfor aggression udefra fast forankret i NATO, og UK vil snarere blive et endnu mere dedikeret medlem her efter Brexit. Derimod vil Brexit måske tage lidt luft ud af nogle unionstilhængeres latterlige og futile forsøg på at skabe en konkurrerende europæisk forsvarsalliance. Latterlig, fordi der kun er en magt i Vesten, som vore modstandere frygter, og det er USA. Og futil, fordi EU-landene aldrig vil kunne blive enige om noget overstatsligt forsvarssamarbejde, og hvis de kunne, ville det skade NATO-samarbejdet.


Brexit-afstemningsresultatet er en god anledning for alle til at træde et skridt tilbage og tænke ud af boksen. Er EU-konstruktionen tidssvarende? Er den passende i forhold til staternes selvbestemmelsesret?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar