OBS.:

OBS.: HVIS DU KUN LÆSER EN POST I DENNE BLOG, SÅ LÆS DEN FØRSTE FRA DECEMBER 2010: "Hvad bestemmer vore politiske holdninger: Retfærdighed eller Godhed" DENNEHER ER OGSÅ HELT CENTRAL: 9. december 2010: "Hvor står DF i det politiske landskab? To dimensioner"

tirsdag den 20. juni 2017

Elefanthuset i Zoo revet ned - hvis er ansvaret?

Der er andet i livet end politik og penge – f.eks. vor fælles kulturarv.

Således byggede Zoologisk Have i København i 1914 et imponerende elefanthus, der både var flot, majestætisk og moderne for sin tid. Et vidnesbyrd om arkitekturens og håndværkets stade dengang, ligesom Københavns Rådhus, Hovedbanegården og flere andre bygningsværker fra den tid. Alle, der har besøgt Zoo, kender Elefanthuset og er fortrolige med det. Som Realdania skrev i forbindelse med et nyt projekt: ”Det gamle tempelagtige Elefanthus i Københavns Zoologiske Have er en del af kulturarven for de fleste københavnere.”

Men kravene til dyrenes velfærd udvikler sig, og Zoo fik et nyt elefantanlæg i 2008. Så kunne man have forventet, at haven f.eks. straks havde udskrevet en konkurrence om andre anvendelser for det imponerende gamle Elefanthus; men i stedet satte man gitterhegn op om huset – og lod det forfalde.
Så for et par år siden fik Zoo en aftale i stand med Kina om udlån af to pandaer, og man mente ikke, at et anlæg til disse dyr kunne placeres andre steder end lige der, hvor elefanthuset lå. Derfor bad Zoo i foråret 2017 Frederiksberg kommune om tilladelse til at rive Elefanthuset – der var erklæret bevaringsværdigt - ned!

Dette medførte en strøm af protester, der både henviste til bygningens arkitektoniske og kulturhistoriske værdi, og at man i andre europæiske storbyer havde valgt at bevare tilsvarende eller ældre elefanthuse og benytte dem til helt andre formål. Men kommunens By- og miljøudvalg valgte at ignorere indvendingerne og henviste til, at bygningen nu var i en stand, så det ville blive bekosteligt at sætte den i stand, og at man ville få et pandaanlæg, der var ”fantastisk”. Man gav derfor tilladelse til nedrivning.

Jeg selv havde hidtil troet, at de kompetente myndigheder ville redde huset. Nu forstod jeg, at det ikke var tilfældet, og at den eneste chance var højere myndigheder, dvs Det særlige Bygningssyn eller Kulturministeren. Jeg skrev derfor nedenstående indlæg til Berlingske, som blev bragt d.18. juni 2017:

”Er det virkelig alment accepteret nu, at Zoologisk Have river det klassiske Elefanthus ned? Det er en af Frederiksbergs mest interessante og monumentale bygninger, og det er en ganske speciel del af vor kulturarv, både arkitektonisk, håndværksmæssigt og natur- og kulturhistorisk.

Begrundelsen for nedrivningen er, at der skal gøres plads til et nyt anlæg til de to kinesiske pandaer, der ankommer i 2018. Men hvorfor kan det ikke placeres i Søndermarks-afdelingen? Om nødvendigt kunne man måske inddrage en lille bid af Søndermark-parken.

Den anden begrundelse for nedrivning af Elefanthuset er, at det er dårligt vedligeholdt. Så hvis det lykkes at bevare det, skal det sættes i stand. Det har Zoo ikke penge til, men der er mange fonde, der yder tilskud til den slags – først og fremmest Realdania, men andre gode kræfter vil uden tvivl også hjælpe. Efter istandsættelse kan Elefanthuset være en unik ramme for utallige formål: Udstillinger, foredrag, møder, cafeteria – kun fantasien sætter grænser.

Det er ikke sandsynligt, at Frederiksberg Kommunalbestyrelse vil udarbejde en bevarende lokalplan, der ellers ville forhindre en nedrivning. Men så må statslige myndigheder gribe ind nu.
Et byggeri af Elefanthusets slags ser vi ikke igen. Det ville være uansvarligt ikke at bevare det.”

Men grebet af en grum forudanelse tog jeg samme eftermiddag hen i Zoo for at se Elefanthuset, måske en sidste gang. Og hvad så jeg: Det var allerede forvandlet til et bjerg af murbrokker, på toppen af hvilket der tronede – nærmest triumferende - en hidsigtgul nedrivningsdozer med et enormt stålgab.

Vandalerne rykker hurtigt, når de får en åbning.

Så hvad kan vi lære af dette, nu hvor Elefanthuset er tabt for altid?

Jeg vil ikke bebrejde Zoos ledelse. Deres første prioritet er deres dyr, dernæst besøgende og personale. De bygninger, de har i deres varetægt, er åbenbart kun forbrugsgods, og de arbejder indenfor snævre rammer.

Nej, ansvaret ligger først og fremmest hos de politikere, som vi har givet magten – til gengæld for, at de passer på os og på de ting, vi værdsætter. Men de passer altså ikke bedre på vore værdifulde bygninger, end de f.eks. sørger for at skærme landet mod masseindvandringen fra Mellemøsten og Afrika, der kun lige er begyndt.

Dette ligger fint i forlængelse af, at Frederiksberg Kommune også fik den borgerlige regerings tilladelse i 2001 til at nedrive de historiske gasbeholdere ved Finsensvej. De kunne ellers også med lidt fantasi have været anvendt til nutidige formål, og også de var enestående monumenter om deres tid -   industrialiseringens barndom.

Herefter er ingen bygning sikker i Frederiksberg Kommune. Der rumles også hos naboerne, hvor emsige developere vil nedrive Paladsbygningen. Man krydser fingre.

Men hele sagen giver anledning til at fundere over, hvad der driver de ansvarlige politikere (og højere embedsmænd). Det burde være et ønske om at give vores velfungerende samfund videre, mens man påvirker det i den retning, man mener er bedst. Lad os håbe, at det er tilfældet, men der må være andre drivkræfter på spil, for det var jo ikke politikerne, der havde udtænkt Zoo-sagen. De gjorde blot, hvad de blev anmodet om.

Penge – levebrød! – spiller vel ind, men dog næppe for mange lokalpolitikere. Det er for de fleste kun en mindre bibeskæftigelse.

Men måske ønsket om magt? At kunne slå næven i bordet og brøle: Det bliver, som jeg har sagt, for det er bedst for almenvellet! At få opmærksomhed, fordi alle ved, at man betyder noget, bestemmer noget? Det forekommer sandsynligt, men så er det blot ærgerligt, at det, politikerne slår i bordet, for det meste er et gummistempel under andres beslutninger. Det gælder Elefanthuset, det gælder Europarådets og dets menneskeretsdomstols afgørelser, det gælder kansler Merkels mærkelige beslutninger om millionindvandring fra Mellemøsten, der jo fortsatte op på vore motorveje. Og det gælder EU.

Så de fleste politikere narrer sig selv og bestemmer ikke så meget. Det nu kun godt, når man ser, hvad der sker, når de virkelig smøger ærmerne op: De radikales udlændingelov af 1983 og palæstinenserlov af 1992, der har lettet masseindvandringen. Mogens Lykketofts ordre i 1995 om at standse elektrificeringen af jernbanerne, der førte direkte til IC4-skandalen. Anders Fogh Rasmussens indsats som skatteminister i 1980’erne med nedskæringer, der startede skattevæsenets deroute. Løkke Rasmussens nedskæringer på Forsvaret i 2011, der bragte det ned på godt det halve af det, han og andre havde lovet NATO-partnerne. Diverse gymnasie”reformer”, der har skabt kaos også i det system. Og man kunne blive ved.


Hvem kan man snart stemme på? DF og Nye Borgerlige? Så støtter man usaglige udflytninger af statsinstitutioner hhv. drakoniske nedskæringer. Ak og ve.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar